Anna Seneca fortryder: Koster hende 177.000 kroner

Anna har været i et smertehelvede, siden hun fik et nyt tandsæt for halvandet år siden. Nu er tiden kommet til, at hun skal have tænderne skiftet ud.

Tilbage i sommeren 2022 kunne Anna Seneca blænde alle på sin vej, da hun havde fået sit "længe ønskede Hollywood-smil", og realitystjernen var vild med sine nye tænder. Hun havde fået sine egne tænder slebet ned og fået kroner ovenpå.

LÆS OGSÅ: Geggo og Cengiz om forældrerollen: Anderledes opdragelse

Men glæden var kortvarig, for det flotte tandpastasmil har haft sin pris. Ikke blot i form af de 30.000 kroner, behandlingen i Tyrkiet kostede, men også i form af smerter og problemer, som hun har haft lige siden.

- Jeg har siden, jeg fik det lavet, haft komplikationer. Til at starte med fik jeg at vide, at det var meningen, men det er fortsat, og nu kan jeg ikke leve med komplikationerne mere. Derfor har jeg sat et tandprojekt i gang, hvor kronerne skal skiftes ud, indleder Anna i en story på Instagram og tilføjer senere:

- Den behandling, jeg er på vej ind i for at få skiftet mine tænder ud, skal jeg give 177.000 kroner for.

Den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager viste i sin tid sine snorlige kridhvide bisser frem med stor begejstring, der dog langsomt er famlet, som virkeligheden ramte.

- Jeg har nok inderst inde altid lidt fortrudt det, fordi det ikke har været godt. Men jeg har skammet mig over at fortryde det, fordi det altid har været min egen beslutning. Jeg har altid haft et håb om, at det ville blive bedre. Men i takt med, at det ikke er blevet bedre og nærmest kun er blevet værre, har jeg fortrudt det, siden jeg fik det lavet, forklarer Anna, der af samme grund vælger at fortælle om sit kommende forløb:

LÆS OGSÅ: Populær nisse søges: Er du den nye Tinka?

- Jeg vil gerne afholde bare én fra at få lavet det her. Én ting er, at det er et smertehelvede, og ens mund er et intimt område. Noget andet er, at det ikke bare lige er at hoste op med knap 200.000 for at få lavet det om. Man kan ikke leve med det her.

Anna føler da også, at hun er blevet dårligt behandlet af den tyrkiske tandklinik, der i starten efter behandlingen fortalte hende, at det nok skulle blive bedre, for så at holde op med at svare hende, da tiden gik og smerterne fortsatte.

LÆS OGSÅ: Færdig på DR

Frygtede det værste

Anna fortæller, at hun det seneste halvandet år har levet i et såkaldt "smertehelvede", fordi tænderne ikke blev lavet ordentligt.

- Nu har jeg haft kontaktet en dansk tandlæge, som har kigget på det og kan vurdere, at det er et dårligt arbejde. Både fordi flere tænder sidder fast på én krone, og det er ikke særlig godt i forhold til at rengøre sin mund. Det er det, der nok har gjort, at jeg besidder en vanvittig tandkødsbetændelse, som gør hammer ondt. Kanterne på mine tænder er presset forkert ned, så det provokerer mit tandkød så meget, at jeg får ondt i min mund og har isninger, forklarer Anna, hvis kæreste da også har mærket til problemerne:

- Jeg har fået at vide af min søde mand, at jeg nogle gange godt kan have lidt dårlig ånde. Det er lidt pinligt, jeg er ikke stolt af det, og jeg synes også, jeg oplever, at jeg får en dårlig smag i munden, lidt betændelsesagtigt. Jeg læsper også, og det er fordi, jeg har ondt i min mund. Det er ikke med min gode vilje.

Selvom Anna står over for en hård omgang, så kunne det nu engang godt have været endnu værre.

- Jeg havde så slemme isninger og tandpine, at jeg har frygtet, at alle mine ægte tænder indenunder var rådnet eller skulle rodbehandles, men efter et par tjek, er min tandlæge ret sikker på, at der ikke er nogen, der skal rodbehandles. Måske én. Nu har jeg haft de her skræktanker i mange måneder omkring, hvordan det ser ud i min mund, og i virkeligheden er det ikke så slemt.

LÆS OGSÅ: Ærgerlig Sofie Linde: Sandt feriemareridt

Et mere naturligt look

Nu er det endelig blevet tid til, at Anna gør en ende på smerterne, og på mandag skal hun under fuld narkose, når hun skal have banket kronerne af.

- Det kan jeg simpelthen ikke være vågen til, så jeg har betalt for at komme i narkose, selvom det er dyrt og ikke godt for kroppen. Det er bedst for mig.

Det bliver dog ikke en tandløs Anna, der forlader klinikken.

- Jeg får nogle midlertidige tænder på, indtil mit tandkød ikke er provokeret og betændt længere, og når det så er falmet efter omkring tre uger, får jeg mine nye kroner på enkeltvis, som passer helt perfekt til mig, forklarer hun og fortæller, hvordan de nye tænder kommer til at se ud:

- De nye tænder bliver designet meget bedre til mig af en god tandlægedesigner, som er god til det æstetiske look. Jeg har sagt, at jeg selvfølgelig gerne vil have et hvidt tandpastasmil, men jeg vil ikke have det så kunstigt, gennemsigtigt, neon-hvidt, hvor jeg er bange for at være et sted, hvor der er et UV-lys, der får mine tænder til at lyse op. Jeg vil have et mere naturligt look.

LÆS OGSÅ: Alex Høgh om svigermor: Hun er den rigtige dronning

Skrækkeligt tandliv

Grunden til, at Anna i sin tid valgte at rejse til Tyrkiet for at få sig et splinternyt tandsæt, har sine rødder mange år tilbage.

- Jeg har altid haft et skrækkeligt tandliv. Siden jeg var helt lille, har jeg haft mellemrum mellem mine tænder, fordi jeg manglede to tænder. Derfor har jeg haft togskinner på i mange år, hvor det så hæsligt ud.

Derefter stod den på ganebøjle i yderligere fem år, hvor tænderne, hun manglede, sad fast på, så det nærmest var et gebis, hun kunne tage ud. Dernæst fik hun sat de to manglede tænder på ved hjælp af et metalstykke bag på tænderne, der nu flere år senere stod til at skulle udskiftes og ville koste 50.000.

- Deraf kom beslutningen om at tage til Tyrkiet, og jeg tænkte, jeg enten kunne få skiftet to tænder for 50.000 kroner eller kunne få et perfekt Hollywood-smil for 30.000.

LÆS OGSÅ: Dybt berørt Karl Weihe: Drømmen brast

Du kan se billederne af Annas tænder før og efter behandlingen i Tyrkiet herunder:

Før- og efterbilleder af Anna Senecas tænder