Fire år med 'Årgang 20': Hårdere end forventet
Familien fra Nordsjælland vil stadig i dag takke ja til programmet, men det er ikke uden omkostninger.
Forældrene fra 'Årgang 20' Christian og Lisbeth Vernsted-Fabricius med børnene Ayasofia på 4, Theodor på 7 og Filippa på 9 år er med i TV 2-programmet på fjerde år.
LÆS OGSÅ: Christian Fuhlendorff ramt af stress: Blev hentet i ambulance
- Vi er glade for det, men det er hårdere end forventet. Det er både hårdt rent psykisk, da alle folk har en mening om en. Det vidste jeg godt ville komme, men folk har lidt flere meninger, end jeg havde regnet med, fortæller Lisbeth til HER&NU.
Ifølge Lisbeth er det primært internetkrigerne, der er et problem.
- Når de sidder bag en lukket skærm og kan skrive hvad som helst om en. Hvis ikke de synes om den måde, jeg opdrager på, eller hvis ikke de synes om mig som person, så bliver man hakket ned på. Man er jo taget ud af en kontekst på 40 minutter på et helt år, så kan man hurtigt ligne en, man ikke er.
LÆS OGSÅ: Efter 'Grænseløst forelsket': Sådan går det Angela og Jason i dag
Christian forstår godt Lisbeths last, men mærker det ikke på samme måde.
- Der er ikke så meget fokus på mig, så det påvirker ikke mig, men jeg kan godt forstå, at Lisbeth bliver ærgerlig over det, fortæller Christian og tilføjer:
- Vi laver ikke om på os selv for at skulle passe ind i en eller anden boks eller passe til folks forventninger. Vi er med i det her for at skildre vores liv, hvordan vi lever, hvordan vi har det sammen og sammen med vores børn. Hvis folk har lyst til at se med, så er det fint, og hvis folk har en holdning, så respekterer vi selvfølgelig det. Jeg tror, man skal kunne tåle det, ellers skal man ikke være med.
Slut med Facebook
Lisbeth har et mål om at 2024 bliver året, hvor hun som Christian nævner "tåler folks holdning", og til det har hun en plan.
- Sidste år tog jeg det personligt, men jeg har lovet mig selv i år, at jeg ikke skal gå ind og læse alle de kommentarer, der er på Facebook. Jeg tænker egentlig at slette appen, når programmet kører, for de kommer frem uanset, om man går ind og decideret kigger på en artikel. Det vil jeg bare skåne mig selv for, fortæller Lisbeth, og Christian tilføjer:
- Det er frivilligt arbejde, vi får ikke noget for at være med, og så har jeg bare brug for at have den her gode energi sammen med de andre familier. Jeg har ikke behov for at vide folks holdninger. Hvis man ikke har noget pænt at sige, så vil jeg helst bare have den der lykkelige uvidenhed.
LÆS OGSÅ: Amin Jensen afslører ny kæreste
Parret er dog ikke i tvivl om, hvad svaret skulle være i dag, hvis de blev spurgt om at medvirke.
- Vi ville helt klart stadig sige JA . Det er spændende og meget reflekterende at være med i. Det at se sig selv udefra er også meget lærerigt. Selvom det er hårdt, følger der også en masse gode ting med, som opvejer det til tider hårde ved det, slutter Lisbeth.
LÆS OGSÅ: Jakob Kjeldbjerg frygter det værste: Det bliver hårdt
'Årgang 20' har premiere i aften den 30. januar klokken 20.00 på TV 2.