60-årige Jens Overgaard (Foto: TV2)

Derfor vil 'Landmand'-Jens ikke have en ryger

Jens rynker på næsen af sine bejlere, når de ryger, og det er ikke uden grund.

Allerede i de første afsnit af 'Landmand søger kærlighed' stod det klart, at Jens ikke er så glad for rygere. Men til trods for den oplysning var alle på nær én af de kvinder, han kom på date med i programmet, rygere.

Det blev bemærket af både seerne og i satire-programmet 'Dybvaaaaad', hvor der blev gjort grin med Jens og hans antipati mod rygning. Men i virkeligheden er der faktisk en god grund til, at Jens helst ikke vil have en kæreste, der ryger, og det er ikke en grund, der er spor sjov.

Ifølge tv2.dk lider Jens nemlig af lungesygdommen alfa-1-antitrypsinmangel, som er en arvelig sygdom, der kan medføre bindevævsdannelse i lungerne. Det gør ifølge Jens, at lungerne gradvist bliver mindre med tiden, han har derfor svært ved at få vejret, når han er aktiv, og symptomerne bliver værre, hvis han er sammen med rygere.

- Jeg kommer til at hoste, hvis folk ryger i nærheden af mig, fortæller Jens til tv2.dk. Derfor havde han også gjort det klart fra starten, at han søgte en ikke-ryger. Men han er dog ikke helt lukket for, at det endelige valg kan falde på en ryger.

- Hvis personen kan nøjes med at ryge udenfor og ikke puster røgen lige ind i ansigtet på mig, så kan det jo sagtens fungere. Værre er det da heller ikke, fastslår programmets milde alderspræsident.

LÆS OGSÅ: Sådan overvandt tv-landmanden Michael sin generthed

LÆS OGSÅ:'Landmand'-Ruud: Jeg fik knust mit hjerte

Mistede venner på grund af rygning

Det er godt og vel 20 år siden, Jens opdagede lungesygdommen, og fra den ene dag til den anden besluttede ham og hans tidligere kone, at deres hjem skulle være røgfrit. Det var dog ikke en helt almindelig beslutning dengang, og det endte med at få konsekvenser.

- Vi havde nogle venner, som vendte os ryggen, fordi de ikke kunne snuppe, at man nu ikke måtte ryge. Men sådan måtte det jo være, siger han til tv2.dk.

Lungesygdommen er arvelig, og det betyder, at begge Jens' døtre også har den, men dog ikke i lige så slem grad som Jens, fordi deres mor ikke har sygdommen.

LÆS OGSÅ: 'Landmand'-Gitte afslører detaljer om kommende bryllup

Følg Jens' jagt på kærligheden i 'Landmand søger kærlighed' tirsdag kl. 20.00 på TV 2.

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.