Pitzner har tabt retssag

Diamantdatteren har tabt en pengestrid mod sin ekskæreste.

Tilbage i sommeren 2022 brast kærligheden mellem Thalia Pitzner og Victor Schou, men selvom man siger, at tiden læger alle sår, så kan tiden også kan gøre tingene værre. Det er eksparrets brud i hvert fald et eksempel på.

LÆS OGSÅ: 'Marcus og Realitypanelet' flytter til Realityportalen

Parret havde boet sammen siden efteråret 2021 i en 118 kvadratmeter stor herskabslejlighed på det mondæne Østerbro, som Thalia købte et halvt år forinden, og de havde endda planer om at købe en bondegård sammen.

Men selvom de to ikke længere delte kærligheden med hinanden, delte de stadig lejligheden under bruddet, da de ikke kunne blive enige om en endegyldig pris.

Thalia krævede nemlig en højere pris for lejligheden, som ekskæresten ikke ville betale, og derfor sagsøgte hun ham for 150.000 kroner i en civil retssag. Ifølge diamantdatteren dækkede det blandt andet betaling for et køkken, nogle renter, opgørelse for flytteomkostninger og mægleromkostninger.

Men de penge kommer hun aldrig til at se skyggen af, for retten har nu dømt til Victors fordel. Det oplyser Københavns Byret til Se&Hør.

LÆS OGSÅ: Niels Ellegaards store sorg: Hustruen alvorligt syg

Ifølge mediet vil pengene, der siden striden har været deponeret, i stedet tikke ind på Victors bankkonto, mens Thalia også skal betale sagens omkostninger.

Lejligheden blev første gang sat til salg i november 2022 til 5.975.000 kroner, men forsvandt hurtigt fra salgssiden hos ejendomsmæglerkæden Danbolig. I maj dukkede lejligheden op igen, denne gang til 6.995.000 kroner, og det lyder som en særdeles lukrativ handel for realitystjernen, der købte lejligheden for 5,4 millioner kroner i 2021.

I oktober sidste år fik hun endelig solgt lejligheden, og her fik hun intet mindre end 6,5 millioner kroner for den.

En nærrig side

Pengestriden gav dog ikke kun anledning til en tur i retten for det tidligere par. Det førte også til en række konflikter - som blandt andet hørte til i "småtings"-afdelingen.

LÆS OGSÅ: 'Vildmarken'-Søren blev sendt hjem af produktionen

- Når man går gennem et break-up, så får man lov til at se nogle andre sider af en person, som man måske ikke lige kendte til, har Thalia tidligere fortalt i et afsnit af 'Diamantfamilien' og forklarede:

- Jeg snakkede med ham på Facetime på et tidspunkt, og så viste jeg ham et af opbevaringsskabene. Så var der en pakke køkkenrulle, hvor der var taget noget af den. Der var måske to ruller tilbage. 'Ej, det er også mig, der har købt den køkkenrulle. Alt, hvad jeg har købt, det skal jeg jo have', sagde han.

Så snart den nærrige ekskæreste var ude af lejligheden, valgte Thalia da også at sørge for, at han ikke kunne komme forbi efter mere køkkenrulle, da hun ifølge Se&Hør har forklaret i retten, at hun fik skiftet låsen.

LÆS OGSÅ: SE BILLEDERNE: Det sidste farvel til Flemming Leth

Det tyder da også på, at bruddet blev en del grimmere af de økonomiske uenigheder, for i starten begrundede Thalia bruddet med den klassiske forklaring, at de to var for forskellige.

- Vi er gået fra hinanden af praktiske årsager i forhold til, at jeg er én type person, og han er en anden. Jeg er til frihed, fest og farver, og han er Excel-ark og 8-16 job. Vi er bare meget forskellige, og derfor valgte vi, vi ikke har en fremtid alligevel, fortæller Thalia og deler et godt råd.

LÆS OGSÅ: De bedste podcasts i kendisland