Jes Dorph i retten: Som en afhøring

Jes Dorph-Petersen mener stadig ikke, at der var et juridiske grundlag for hans fyring tilbage i 2021 efter anklager om seksuel chikane.

Da Jes Dorph-Petersen tilbage i januar 2021 blev fyret på baggrund af anklager om seksuel chikane, spillede en advokatundersøgelse en central rolle.

Ifølge Advokatnævnet, fulgte advokaten bag undersøgelsen, Yvonne Frederiksen, dog ikke god advokatskik, og derfor fik hun i november en bøde på 20.000 kroner.

Artiklen fortsætter under videoen.

Yvonne Frederiksen var dog ikke enig i Advokatnævnets afgørelse, og derfor valgte hun at indbringe afgørelsen for retten - og i dag, tirsdag den 16. april, gik behandlingen af sagen i gang i Østre Landsret.

Jes Dorph-Petersen var indkaldt som vidne, og her forklarede han, at advokatundersøgelsen, ifølge ham, ikke var forløbet ordenligt. Han havde blandt andet følt sig afhørt til en samtale i advokatfirmaet Norrbom Vindings lokaler på Dampfærgevej i København 27. november 2020.

LÆS OGSÅ: Nina Agdal og Logan Paul skal være forældre

Det skriver Ritzau.

Derudover forklarede han, at han dagen i dag stadig ikke forstår, hvad det er for regler, som han dengang havde forbrudt sig mod og som førte til fyringen.

– Der var ingen personaleregler, som forbød seksuelle relationer med praktikanter. Det var – undskyld udtrykket – forholdsvis almindeligt, at der var relationer på tværs af strukturen på stationen. Både seksuelle og også romantiske, forklarede Jes Dorph-Petersen i dag i retten.

Retssagen fortsætter torsdag i denne uge, og derefter afsiges der dom. Sagen handler udelukkende om, hvorvidt advokat Yvonne Frederiksens har udført undersøgelsen med god advokatskik.

Dog kommer der snart endnu en retsag. Jes Dorph har nemlig sagsøgt Yvonne Frederiksen efter undersøgelsen. Han kræver en erstatning på cirka 1,6 millioner.