HOT NEWS: Oplev Jonatan Spang i ny ZULU-serie
Det er intet mindre end et drømmeprojekt, der ruller over skærmen, når Jonatan Spangs nye comedyserie 'Lillemand' får premiere.
I aften får komiker Jonatan Spangs nye tv-serie premiere på skærmen, og han glæder sig til at vise seerne, hvad han har fundet på.
- Jeg er meget glad for det, fordi det er et drømmeprojekt på den måde, at jeg endelig har fundet en form, hvor jeg kan bruge de to ting, jeg kan, nemlig skuespil og comedy, siger den 37-årige komiker, der oprindeligt er uddannet skuespiller.
Showet er i semi-dokumentarisk stil og handler om Jonatan, der gang på gang træffer dårlige valg, fordi han snubler i følelser som mindreværd og jalousi, der til tider får ham til at opføre sig som småligt menneske.
- Jeg trækker på nogle erfaringer, som jeg selv har oplevet, men det behøver ikke være sådan, det skete, siger Jonatan Spang, der fra sit privatliv genkender de uheldige valg.
- Jonatan i serien kommer ud for en masse skidt på grund af liderlighed, og det kan jeg da genkende. Jeg kan ikke fortælle om det i detaljer, uden at det bliver mærkeligt, men jeg genkender, at det er sådan noget, der får en til at tage enormt dårlige beslutninger, siger Jonatan Spang.
LÆS OGSÅ: Jonatan Spang: Mænd skal holde op med klynke
Forvekslet med Thure Lindhardt
Til gengæld disker han gerne op med eksempler på, hvornår han sidst gik i små sko.
- Jeg var til en fest for ikke så lang tid siden, hvor der var en ældre kvinde, som roste mig for en teaterforestilling, hun havde set mig i. Jeg lyttede og kunne ikke finde ud af, hvad det var for en forestilling, indtil det går op for mig, at det slet ikke er mig, hun mener. Det er en forestilling, som Thure Lindhardt har spillet, griner komikeren og fortsætter:
- Men jeg kan bare mærke, at det er for besværligt at forklare hende det. Så jeg tager bare imod rosen. Det er jo ikke at være et særligt stort menneske, erkender Jonatan Spang, der heller ikke er i tvivl om, hvad der skal til, før han bliver et menneske i små sko.
- Jeg har det største problem, når jeg føler, at det ikke længere handler om, hvad der er bedst, men hvem der fandt på det. Når folk begynder på sådan noget, kan jeg blive en rigtig lille mand, siger komikeren.
'Lillemand' får premiere 30. marts på TV2 Zulu.
I første omgang kommer der otte afsnit, men allerede nu er Jonatan Spang og TV2 Zulu i dialog om at lave flere afsnit.
LÆS OGSÅ: Anna Due jagter drømmejobbet
Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser