(Foto: Privat)
(Foto: Privat)
(Foto: Privat)
(Foto: Privat)
(Foto: Privat)
(Foto: Privat)

Stine Kronborg og sønnen har levet af gratis ting

Stine Kronborg har købt alt for mange ubrugelige ting, siden hun blev mor.

Så er knægten ti måneder, og jeg synes, det er tid til en lille Kronborg-evaluering af hvilke ”uundværlige” babyting, jeg egentlig har fået brugt. Og hold nu op, hvor er der mange ting, man bare skulle have - enten fordi jeg selv troede, det ville være smart, eller også fordi man blev bombarderet med det i reklamer, huskelister og så videre.

Jeg købte blandt andet to af sådan nogle strækvikler for: "Næh, hvor det ville være smart", men Leo brød sig bestemt ikke om at sidde klemt inde i sådan én, plus jeg syntes, de var røvbesværlige at tage på. Så det blev vist kun til en enkelt gang til træning den blev brugt. Derefter har det været bære-sele, som har været et hit hos os.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg i Las Vegas: Jeg vil hjem til Danmark

Noget af det sjove, da jeg var gravid, var at samle alle de gratis babypakker ind, man kunne få. Der gik næsten helt sport i det. Seriøst, alle de bleer, man får, er den fedeste hjælp. Jeg tror, der gik tre måneder, før jeg købte min egen pakke. Shampoo og sæbe har jeg stadig ikke brugt op.

Faktisk var jeg også så heldig at få en masse brugte ting fra venner, og det er først nu, at jeg skal til at supplere op med tøj, for der er ved at være ryddet ud på hylderne. I guder, hvor ER det dyrt sådan noget, av av. Det går virkelig stærkt med at vokse ud af ting, så nøj, hvor er jeg endnu en gang taknemmelig for alt det brugte babytøj, jeg har fået. Og en anden ting med tøj … sort eller mørkt er godt, hvidt er satans svært at få ren igen, så der har jeg smidt en masse ud, da kaffe, bæ og madpletter var umulige at få af igen.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg trænger til frirum: Er jeg en dårlig mor?

En af de første ting, jeg gjorde klar i lejligheden, var en tremmeseng. Nu har den så stået og set sød ud et helt år og kun været brugt i fem-seks dage. Resten af året har det været opbevaring til ”ting, der skulle lægges på plads”. Så nu har jeg sgu taget Leos seng ned. Jeg har ingen planer om, at han skal ud af min seng foreløbig, og vi kunne godt bruge den plads til noget andet.

Derudover elsker jeg at have ham i min seng. Jeg har kunnet tjekke vejrtrækning, hver gang jeg blev paranoia, plus jeg har kunnet smide en pat i munden på ham og faktisk selv sove videre uden at skulle ud af sengen eller for den sags skyld sætte mig op. Nu vågner han ikke rigtig mere om natten, men jeg tror altså, det er, fordi han kan fornemme, jeg er lige ved siden af ham. Så hvorfor skulle jeg dog ødelægge begge vores nattesøvne ved at tvinge ham til at sove i sin egen seng – ellers tak. Og ja, kommer der på et tidspunkt en mand, så er pladsen i midten Leos. Det afprøvede jeg i USA, da Leo og jeg boede hos min ven Victor, og det fungerede fint.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg: UPS! Mine bryster faldt ud på scenen

En puslepude tog mig et halvt år at få købt, da jeg tænkte, det var en overskuelig ting at købe i gave til mig, men jeg fik det aldrig af nogen. I starten havde jeg bare foldet nogle håndklæder og lagt en af de transportable pusle-tæppe-tasker ovenpå, som jeg havde fået. Dém har jeg til gengæld brugt rigtig meget. Ofte når der skal skiftes, er man nemlig ikke i nærheden af den skide puslepude alligevel, så det har foregået bag i bilen, på et toiletsæde, på senge, gulve, sofaer, og ja, nu kan jeg også skifte, mens han står op, for at det ikke skal være løgn.

Til daglig bliver Leo puslet på en ovn i butikken, hvor der bare ligger et tæppe og sådan en transportabel dims. Og derhjemme foregår det mest på stuegulvet, da det er nemmere at få ham til at ligge stille, mens han ser fjernsyn. Så den puslepude kunne jeg godt have sparet.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg: Hvem er faren?

Jeg blev for nyligt overbevist om (fra venner), at sådan nogle gåvogne var helt fantastiske, men jeg har allerede kastet det ene monstrum i kælderen. Det var sådan en, hvor han skulle sidde i, og fødderne kunne nå jorden. Der var en plade foran med legeting, men Leo troede bare, at det var en plade, der skulle serveres mad på, så han sad bare og skreg, til der kom noget, haha.

Hvis jeg havde haft en større lejlighed (eller butik), hvor den rent faktisk kunne køre rundt, havde det nok virket, men Leo følte sig endnu engang fanget og troede, jeg straffede ham. Den anden, jeg har købt, har jeg ikke helt opgivet endnu, selv om Leo bare sidder på gulvet og kører den frem og tilbage. Det er sådan en Brio-vogn, men den tror jeg bliver god, når først han har taget et par rigtige skridt, og det har han ikke endnu.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg indrømmer: Jeg drak alkohol hver dag

Jeg nåede også at købe lidt sutteflasker, men det er heller ikke noget, Leo har gidet, så det har jeg også pakket væk igen. Skråstole var en god hjælp, men det er kun så kort tid, man bruger dem, så det er jeg også glad for, at jeg fik brugt. Højstole er en nødvendighed, så dem er jeg glad for, at jeg har brugt penge på.

Jeg har designerstolen Nomi derhjemme, som jeg er virkelig glad for, og Ikea-versionen i butikken, som også er nem at smide i bilen og have med til venner. Og så modtager jeg sådan en babyboks hver måned med nogle rigtig gode ting, der passer til hans alder. Den er super, for jeg ville ikke selv vide, hvad der nu er godt for ham, og jeg som sagt har lavet en masse fejlkøb allerede.

Jeg kan selvfølgelig ikke nævne alle ting, jeg har brugt/ikke brugt, så bliver denne blog meget lang. Husk, vi er alle forskellige, men måske jeg sparer nogle for lidt penge, eller at den babysengeplads eventuelt kan bruges til noget andet mere brugbart. Bare rolig, jeres penge skal nok blive brugt på så meget andet til baby, og det går RIGTIG stærkt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort, uden al den hjælp, jeg har fået fra folk. Så tak igen, hvis I læser med.

LÆS OGSÅ: Stine Kronborg: Sådan holder jeg mig slank om sommeren