Prinsesse Benediktes barndomsminder: Bevægende gensyn
Efter mere 60 år vendte prinsesse Benedikte tilbage til Dynt Strand på Broagerland, hvor hun som barn havde mange gode oplevelser med sine søstre og forældre, dronning Ingrid og Frederik 9.
Den kongelige familie var meget nære venner med den sønderjyske folketingsmand I.P. Nielsen, der boede i Dynt med sin hustru og sammen med dronning Ingrid stod i spidsen for det store hjælpearbejde efter genforeningen.
Det blev et meget bevægende gensyn for prinsesse Benedikte, 77, der uddelte legater fra I.P. Nielsen Fonden til minde om Dronning Ingrid og genså det gamle hus, der er blevet istandsat af Nielsens barnebarn og nu også skal bruges til sommerferieophold for børn fra Julemærkehjemmet Fjordmark og deres familie.
LÆS OGSÅ: Dronningen i sit es: På togt med vikingerne
- Jeg har glædet mig enormt meget til i dag. Også fordi de historiske bånd blev knyttet mellem I.P. Nielsen og mine forældre her. Selvom jeg var en lille pige, husker jeg, at jeg med mine forældre besøgte ham i et lille hus her på stranden.
- Hver gang min mor eller min far fortalte om I.P., var det med den allerstørste veneration og glæde. I.P. Nielsen og min mor fandt hinanden på et meget tidligt tidspunkt, og det blev et venskab for livet. Det har helt klart betydet utrolig meget for min mor. Nu bliver ringen så sluttet, lød det rørt fra prinsesse Benedikte.
LÆS OGSÅ: Dronning Margrethe nyder ferien i Gråsten: Tiltrængt sommer
Hjælp til de fattige
Det var i 1936, den 62-årige I.P. Nielsen opsøgte den nygifte 25-årige kronprinsesse på Gråsten Slot for at udtrykke sin utilfredshed med, at hun og Frederik 9. havde fået huset, når nu han skulle bruge det til fattige børn. De fik lagt uenighederne til side og sammen påbegyndt et hjælpearbejde der fik afgørende betydning for mange sønderjyder, som 16 år efter genforeningen stadig havde svære kår.
- Jeg kan huske, at min mor fortalte, at der var et voldsomt behov for hjælp. De var helt negligerede og det, som man kalder fattige. Det har vi svært ved at forstå i dag, sagde prinsesse Benedikte til HER&NU.
LÆS OGSÅ: Mary på børnehospice: Et herligt møde
Hun glæder sig over, at midlerne fra salget af den oprindelige fonds feriehjem er blevet til den nye fond, der nu årligt støtter børn og unge. Ved uddelingen sidste fredag fik seks sønderjyske organisationer i alt 272.600 til deres arbejde. Dronning Ingrid døde i 2000 og I.P. Nielsen i 1952.
- Minderne lever på den måde videre, og det gør hele arbejdet også. Det tror jeg også vi alle sammen har brug for. At tænke på dem, som måske har det knap så godt, som man selv har det. Hvor man kan give en hjælpende hånd. For det er en glæde at kunne give en håndsrækning på den ene eller anden måde, sagde prinsesse Benedikte, der gav hånd til de mange legatmodtagere som hun bagefter også tog sig god tid til at tale med.
LÆS OGSÅ: Mystik om prins Christians millioner
En sorgløs tid
Det var fra Gammelmarks klinter at preusserne i 1864 beskød de danske forsvarsstillinger ved Dybbøl Banke. I.P. Nielsens far var en af de danske soldater, der deltog i krigen. Nedenfor klinterne ligger den skønneste sandstrand, og det var her især Frederik 9. yndede at bade dagligt under sine og dronning Ingrids ferier i Gråsten. Siden 1960'erne er I.P. Nielsens lille hus dog blevet omringet af en campingplads.
- Jeg skal lukke øjnene for alle campingvognene, men man kan jo se lige over til Dybbøl Mølle. Når der var pålandsvind, var der mange vandmænd. Dem skulle vi passe på. De hvide gjorde ikke så meget, men de røde var brandmændene. Det kan jeg huske. Det var en skøn og sorgløs tid for os. Det var vores sommerferie, og vi havde veninder med noget af tiden. Det er rigtig morsomt at være her igen. Og skønt at huset er så smukt restaureret af det meget søde og sympatiske ægtepar, fortalte prinsesse Benedikte, der igen i år har nydt en skøn ferie i Gråsten med sine søstre, dronning Margrethe og dronning Anne-Marie.
- Vi har altid elsket at være her. Selvfølgelig stærkt præget af vores forældre og det arbejde, min mor havde her. Så det er kommet ind med modermælken. Vi mærker den samhørighed, der er mellem befolkningen og familien, på en dejlig varm og glad måde.
LÆS OGSÅ: Joachims nødråb til Frederik: Frygter for Isabella