CHOK! Mads Steffensen stopper som DR-vært

Derfor kommer der blandt andet en ny vært på 'Mads & Monopolet', der også skifter navn.

Mads Steffensen stopper som DR-vært, ikke mindst på det populære P4-program 'Mads & Monopolet'. Det oplyser DR i en pressemeddelelse, hvori også Mads Steffensen takker af.

- Jeg er meget stolt over min tid på DR. Jeg har været med til at skabe et kæmpe radioprogram med ’Mads & Monopolet’, hvor så mange danskere har lyttet med hver lørdag. Jeg har været vært på næsten 170 udgaver af ’Kender Du Typen?’ og masser af fredagsunderholdning og store shows, lyder det fra Mads Steffensen i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Efter 24 års ægteskab: 'Vild med dans'-deltager skal skilles

Han forklarer ikke direkte, hvorfor han har valgt at stoppe på Danmarks Radio, men han fortæller, at det skyldes nye projekter.

- Nu skaber jeg et andet arbejdsliv, og jeg glæder mig til det nye, jeg skal i gang med. Tak til alle, fordi I så og lyttede med. Og tak til DR, som altid vil være noget særligt for mig, fortæller Mads videre.

Mads Steffensen i 'Kender du typen?'

Mads Steffensen har længe været vært på 'Kender du typen', hvor han de seneste par sæsoner har været flankeret af livsstilseksperterne Anne Glad og Flemming Møldrup, der skal gætte hvilken kendt dansker, de er hjemme hos (Foto: DR)

LÆS OGSÅ: Mads Steffensen savner én ting i badeværelset

'Mads & Monopolet' skifter navn og vært

Mads Steffensen har senest været vært på tv-programmerne 'Alle mod 1' og 'Kender du typen?', og her vil der det kommende år blive meldt nye værter ud.

På det populære radioprogram 'Mads & Monopolet' er der dog allerede en afløser klar. Og det bliver ingen ringere end radioværten - og 'Vild med dans 2020'-nydanseren - Sara Bro, der i mange år har været vært på P3, blandt andet i programmerne 'Tværs' og 'Hjerteflimmer', hvor der også er fokus på de hverdagsnære dilemmaer.

LÆS OGSÅ: Trækker sig fra konkurrence: Sara Bro modtager iltbehandling under optagelserne

- Det er selvfølgelig kæmpestort at skulle overtage et så ikonisk program, der gennem tiden har fået så mange danskere til at agere medrådgivere i bilen eller hjemme i stuen. Jeg er jo ikke en nordjysk mand, så jeg må jo nok finde min egen måde at fylde de store sko, som Mads efterlader, ud på - samtidig med at jeg selvfølgelig har respekt for programmets DNA, siger Sara Bro i pressemeddelelsen.

Det populære P4-program skifter i den anledning også navn til 'Sara & Monopolet'. Det første program med det nye navn og vært bliver sendt lørdag formiddag d. 9. januar.

Sara Bro overtager værtstjansen på 'Monopolet'

Sara Bro (Foto: Anthon Unger)

LÆS OGSÅ: Derfor blev kampen mellem Moster Niller og Mathias Hjort droppet