Ung 'X factor'-mor: Jeg har kæmpet
Sophia Ziegler har altid måttet kæmpe hårdt for at nå sine mål. I dag bruger hun den kampgejst til at nå til tops i 'X Factor' 2015.
Livet har ikke altid været lige nemt for den 25-årige 'X Factor'-finalist Sophia Ziegler. En opvækst i fattige kår og rollen som ung alenemor til to har imidlertid givet Sophia Ziegler en livserfaring og kampgejst, som hun mener, kan tage hende hele vejen til finalen.
- Jeg har haft mange ting imod mig. Jeg har altid måttet være stærk. Min evne for at overleve og kæmpe er bestemt også nogle egenskaber, jeg kan bruge her i 'X Factor', siger hun.
Den unge, blonde kvinde ligner ved første øjekast en af Hollywoods skønheder, eller en model taget direkte ud af et glitrende modeblad.
LÆS OGSÅ: De bedste citater fra 'De unge mødre
Har klaret mig selv
Men blikket, der hviler roligt på en, når Sophia Ziegler taler, vidner om en livsklogskab og erfaring, som er de færreste 25-årige kvinder forundt.
- Jeg har skullet klare mig selv, fra jeg var helt ung. Jeg kommer fra ret dårlige kår. Min mor fik aldrig nogen uddannelse, og det har altid været svært med pengene, da jeg var barn, fortæller hun.
Som 15-årig flyttede Sophia Ziegler hjemmefra. På egen hånd og i egen lejlighed klarede hun sig gennem gymnasiet og søgte efterfølgende ind på socialrådgiver-uddannelsen.
- Selvom jeg altid har haft en drøm om at leve af min musik, så besluttede jeg tidligt, at jeg i hvert fald skulle have en uddannelse.
LÆS OGSÅ: Natascha Linea er færdig med Sidney Lee
Til eksamen med et spædbarn på armen
Da Sophia Zieglers som 20-årig kunne konstatere, at hun var gravid, var det derfor ikke ligefrem en del af planen. Alligevel blev hun både færdig som socialrådgiver og senere optaget på den kandidatuddannelse på Roskilde Universitet, som hun nu er i gang med.
- Jeg blev bare nødt til at fortsætte - også selvom det betød, at jeg måtte gå til eksamenen med et lille spædbarn på armen, så kæmpede jeg videre.
- Jeg har det sådan, at når jeg har kunnet klare alt det, jeg har klaret indtil nu - og endda få topkarakterer på min uddannelse - så kan jeg også klare 'X Factor', slår Sophia Ziegler fast.
Første liveshow i 'X Factor' 2015 sendes fredag kl. 20.00 på DR1.
Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.