Her er seernes 'Vild med dans'-favorit
Ifølge antallet af fans fordelt på de 12 Vild med dans-pars Facebooksider vil skuespilleren Paprika Steen vinde og vejrpigen fra TV2 tabe.
Først om to måneder står det klart, hvem der kan kalde sig denne sæsons vinder af Vild med dans. Men klikker man sig en hurtig tur ind på det sociale medie Facebook, kan man måske tage lidt af spændingen.
Hvert par har nemlig igen i år lavet en profil, så fans rundt i landet kan følge med i træningen op til de store shows hver fredag aften.
Går man ind på de forskellige pars sider, står det hurtigt klart, at det ikke er alle par, der er lige populære. Og da seerne har stor medindflydelse på, hvem der bliver årets vinder på dansegulvet, kunne fordelingen af de såkaldte likes på det blå netværk godt give et fornuftigt praj om, hvem der bliver seerfavoritten.
LÆS OGSÅ: Claudia Rex afsløret i dansesnyd
Paprika Steen i toppen - vejrpige i bunden
Den mest populære er skuespillerinden Paprika Steen, mens programmets bundskraber er TV2's vejrpige Sara Maria Franch-Mærkedahl. Med henholdsvis 2204 og 134 følgere er der en mærkbar forskel mellem de to.
- Jeg er lidt overrasket over, at vi er dem med færrest likes. Men vi har fokus et andet sted. Vi har godt snakket om, at vi skal være bedre til at holde øje med siden og uploade flere opslag, men vi har været vildt dårlige til det, indrømmer Sara Maria Franch-Mærkedahl, der i årets sæson af Vild med dans danner par med danseren Silas Holst.
- Vi må sørge for at sprede ordet. Det kan være, at jeg i vejrudsigten skal sige "Husk nu, at vi har en Facebook-side. Gå ind og like den". Men når udsendelsen går i gang, kommer vores likes nok lidt af sig selv, og der vil vi også give den maks gas for at få dem. Jeg er ikke bekymret, siger vejrpigen.
LÆS OGSÅ: Her er de 12 'Vild med dans'-par
Astrid Krag er 2'er
På andenpladsen over mest populære dansepar på Facebook, er politikeren Astrid Krag og dansepartneren Thomas Evers Poulsen med 1828 likes, mens gymnasten Helge Vammen og Sofie Kruuse ligger nummer tre med 1676 likes.
Sammen med Sara Maria Franch-Mærkedahl i bunden ligger designeren Erik Brandt og partneren Vivi Sigaard med 528 likes og badmintonspilleren Tine Baun og hendes partner Frederik Nonnemann med 693 tommelfingre op af.
Vild med dans har premiere den 12. september kl. 20.00 på TV2
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.