Anne Kejser: Ny vært på 'Big Brother'
Anne Kejser, kendt fra programmet 'Slemme, slemme piger', skal pryde skærmen, når 'Big Brother' inden længe går i luften.
Så er det offentliggjort, hvem der skal være vært på 'Big Brother 2013'. Og som flere medier ellers gættede på, så er det ikke Christiane Schaumburg-Müller, som skal påtage sig den rolle.
Men i stedet bliver det 31-årige Anne Kejser, der skal styre begivenhedernes gang i det ugentlige direkte tv-show 'Big Brother 2013 Live', hvor seerne afgør, hvem der skal forlade huset. Og den kække aalborgenser glæder sig til at tage et helt nyt skridt i tv-karrieren.
-Jeg ser det som en kæmpestor, men dejlig udfordring at skulle være vært på 'Big Brother'. Jeg er sikker på, at det kommer til at være et kick for mig, at det er live tv, og jeg glæder mig sindssyg meget. Især fordi jeg elsker formatet, ikke mindst i år, hvor den klassiske isolationshistorie krydres med rigtig, rigtig meget skæv og gakket humor, hvilket lige er mig, siger Anne, der også er glad for den autenticitet, der ligger i, at 'Big Brother' er ucensureret reality.
Inden længe bliver datoen offentliggjort, og om deltagerne siger Anne Kejser.
-De er endnu ikke endelig udvalgt. Men en lille fugl har sunget i mit øre og fortalt mig, at jeg kan forvente mig en helt fantastisk gruppe af søde, sjove og kantede personligheder, der er som skræddersyede til den galskab og det pres, der venter dem i årets 'Big Brother', slutter Anne Kejser.
LÆS OGSÅ: Christiane skifter til SBS