Lars Barfoed og Helle Sjelle i sommerhuset: Vores åndehul
Parret har altid elsket sommerhuset, men hvis Lars skal til at rejse til Bruxelles i forlængelse af, at han stiller op til Europa-Parlamentet, så får det en helt anden betydning for dem.
Tæt på kysten ved Rødvig på Stevn har politikerparret Lars Barfoed og Helle Sjelle har haft sommerhus siden 2017.
Huset er et lille, gammelt og hyggeligt træhus, som parret har bygget lidt til og moderniseret, og stedet er nu også et samlingspunkt for Lars’ tre børn Maria, 35, Martin, 37, og Mathias, 33, samt Lars’ seks børnebørn i alderen tre til 10 år.
LÆS OGSÅ: Efter 20 år som skeløjet: Heino overvejer operation
Lars Barfoed har ikke været i politik i 10 år, han har haft sin egen konsulentvirksomhed og siddet i bestyrelser, men nu stiller han op til Europa-Parlamentet for Moderaterne ved valget til juni.
– Det bliver noget helt andet, hvis jeg skal til at rejse til Bruxelles og Strasbourg. Men så vil vi planlægge det sådan, at vi kan være hernede i weekenderne og flade helt ud. Og så kan Helle jo også komme en tur til Bruxelles. Men i forvejen arbejder vi begge to rigtigt meget. Helle har fuldtidsjob i Hjerteforeningen og sidder også i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, og vi går begge til mange aftenmøder, så sommerhuset er vores åndehul, fortæller Lars Barfoed,66.
Parret har altid elsket sommerhuset, men hvis Lars skal til at rejse til Bruxelles, så får det en helt anden betydning for dem.
– Når jeg kører ind i indkørslen, så sænker skuldrene sig lige et par centimeter. Det er meget afslappende at komme i sommerhus. Vi kan sagtens slappe af i vores lejlighed på Frederiksberg, men hernede har vi også naturen og vandet. Og vi går nogle fantastiske ture ud over Stevns Klint ad nogle flotte vandrestier med udsigt over vandet.
LÆS OGSÅ: 'Sommerdahl'-Laura: Så meget har vi til fælles
Artiklen fortsætter under billederne...
Helles barndomsland
Der er mange skønne sommerhusområder i Danmark, men Lars og Helle var ikke i tvivl om, hvor deres skulle ligge.
– Jeg er vokset op hernede, har gået i skole i området, og min familie er herfra. Min søster, svoger og nevø Erik på fem år har sommerhus nede ad vejen. Så jeg har introduceret området for Lars, som godt kunne se det charmerede hernede. Hernede har vi alting i nærheden, både familie, naturen, butikker, kaffebar og stationen, siger Helle Sjelle, 53, og Lars nikker.
– Vi er hernede hele juli måned og i det omfang, Helle ikke skal arbejde. Vi holder også jul hernede.
Sommerhuset ligger tæt på vandet med den skønneste badestrand.
– Vi bader meget om sommeren. Jeg dyrker motion om morgenen og slutter af med en dukkert. Jeg har et lille fristed nede på stranden, hvor jeg kan sidde helt for mig selv og meditere og kigge ud over vandet, fortæller Lars.
– Den første lørdag i juli har vi ”Store badedag”, hvor hele familien plus lidt ekstra kommer. Så puster vi kæmpestore badedyr op, og på et tidspunkt marcherer hele flokken ned til stranden og bader. Det er meget populært.
LÆS OGSÅ: Ikke set på tv: Måtte gemme sig efter sejren