Daisy fra 'Luksusfælden': Eksperterne fordrejer sandheden
Aftenens deltager i 'Luksusfælden' er ikke enig i, at hun ikke kunne overholde det budget, som eksperterne lagde for hende.
I flere år levede Daisy for meget få penge om måneden, men det sidste års tid eskalerede hendes forbrug. Daisy lånte penge for at betale sine regninger og for at have penge at leve for. Det var på alle måder en uholdbar situation, understreger hun, og derfor valgte Daisy at melde sig til 'Luksusfælden'. Med eksperternes hjælp har hun ændret sin økonomiske situation.
- Min økonomi i dag er først og fremmest overskuelig. Der er styr på den, jeg låner ikke penge mere, og jeg har penge, der rækker hele måneden. Der er lavet afbetalingsordninger med alle kreditorer på nær en, og dem overholder jeg til punkt og prikke. Jeg bruger ikke mere, end jeg har, og det er rigtig rart, fortæller Daisy til Realityportalen.dk.
LÆS OGSÅ: Monique afslører: Jeg var glad for at blive sendt hjem
Levede sparsommeligt
I 'Luksusfælden' fortæller Daisy, at hun lever sparsommeligt, men det kan eksperterne i programmet ikke få til at hænge sammen med hendes forbrug. Det er Daisy ikke enig i.
- Det er i hvert fald mere kompliceret end som så. Jeg levede meget sparsommeligt for de reelle penge, jeg havde mellem hænderne, for de var meget få. Problemet, og der mit overforbrug stammede fra, var at købe ting på afbetaling, og at jeg lånte penge til at leve for. Jeg betalte altid mine kreditorer og mine regninger, men så havde jeg ikke noget at leve for, siger hun og tilføjer:
- Når jeg købte ting på afbetaling, så er det rigtigt, at det var for nemt at bruge flere penge på mine piger, end hvis det havde været "rigtige" penge, jeg havde mellem hænderne. Det er jo det, der er farligt. Så på den måde var der jo et overforbrug, men det passer ikke, at jeg ikke levede sparsommeligt.
LÆS OGSÅ: 'Luksusfælden'-par tæt på brud: Sådan går det i dag
Virkeligheden var anderledes
Efter to en halv måned vendte eksperterne i 'Luksusfælden' tilbage til Daisy for at se, hvordan det gik med hendes økonomi. Eksperternes dom var klar, for hun havde brugt dobbelt så mange penge, som budgettet tillod, på mad og diverse. Det afviser Daisy.
- Nogle af de beløb, de havde regnet med i mit forbrug, var eksempelvis fra 7/11, som er der, hvor jeg køber mit togkort og tanker rejsekort op. Derudover var mine medicinudgifter, som ellers er en post fra sig, regnet med, fortæller Daisy.
Men det er rigtigt, at Daisy i de to en halv måned mellem eksperternes besøg brugte flere penge end normalt. Grunden til det øgede forbrug skyldtes, at venner og familie havde givet hende og døtrene penge i gave, så de kunne komme på ferie.
- De penge var givet til, at mine piger kunne holde ferie, og ikke til at jeg kunne betale af på min gæld. Jeg lagde alle de penge til side, som jeg aftalte med 'Luksusfælden', og jeg lånte ingen penge i den periode, siger hun.
I perioden tikkede der flere penge ind på Daisys konto, men det var penge, som skulle bruges på familiens ferie.
- Jeg er derfor på ingen måde enig med eksperterne i, at jeg ikke overholdt vores aftale i den periode. Det er ikke noget problem for mig at leve efter det budget, de har lagt.
LÆS OGSÅ: 'Luksusfælden': Sådan går det i dag
Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.