DAGENS SOMMERSNACK: Kimie: Paradise Hotel var en kæmpe oplevelse
I starten var Kimmie skeptisk overfor at deltage i Paradise Hotel, men i dag er hun glad for, at hun deltog.
Rikke Kimie Andersen, som går under navnet Kimie, blev kendt som den fornuftige pige i 'Paradise Hotel' sæson 8. Hun var kræsen over for fyrene, og hun drak sig ikke stangstiv og dansede på bordene. Dette gjorde, at hun af mange blev opfattet som en atypisk 'Paradise Hotel'-deltager. Derfor oplevede hun blandede reaktioner omkring hendes deltagelse i det populære reality-program.
- Mange bekendte kunne slet ikke forstå, at så fornuftig en pige som mig kunne finde på at deltage i et så useriøst program, som mange jo anser det for at være. Men efter det blev sendt i TV, har jeg kun fået positive reaktioner. De fleste har gået på, at det var fedt at se en så atypisk deltager, der hviler i sig selv og står ved sine værdier, fortæller Kimie.
Der var flere grunde til, at den selvsikre pige valgte at sige ja til at deltage i programmet.
- Fordi man kun lever en gang, og det er en kæmpe oplevelse! Og fordi, at dernede bliver du sat i nogle situationer, som er langt fra virkelighedens verden, så jeg synes, at det kunne være fedt at udfordre mig selv og finde ud af, om jeg nu egentligt også var så sikker på mig selv, som jeg troede, forklarer Kimie.
Livet efter Paradise Hotel
For Kimie er 'Paradise Hotel' et overstået kapitel, og i dag har hun sit fokus på hverdagens gøremål, hvor skole, arbejde og ikke mindst træningen skal passes.
- Jeg læser til ergoterapeut på VIA UC i Aarhus N. Derudover er jeg bartender på natklubben Train i Aarhus, og ellers træner jeg jo bare flere gange om ugen, så meget som jeg nu har tid til, siger den blonde pige med den lækre krop.
Kontakten til de andre 'Paradise Hotel' deltagere er begrænset, hvilket blandt andet skyldes den geografiske afstand.
- Jeg snakker med nogle få stykker et par gange om måneden for at følge op på, hvordan det går osv. Eller hvis jeg kommer forbi København, hvor størstedelen af dem bor, så får jeg da lavet et par aftaler, fortæller Kimie.
Dog har den smukke pige tilbragt sommeren i festparadiset, Sunny Beach, for at give den gas sammen med nogle af de gamle paradisoer. Og til glæde for mange fyre, kan Realityportalen meddele, at Kimie stadig er single.
Drømme
På trods af at 'Paradise Hotel' var en fed oplevelse, som hun ikke ville være foruden, har hun dog ikke en drøm om at deltage i flere tv-programmer, medmindre det er 'Robinson Ekspeditionen'. Hun drømmer om noget helt andet.
- Jeg drømmer om en helt masse, især når det kommer til min træning og min krop. Jeg drømmer om at finde min eneste ene og få børn. Jeg drømmer om et liv, hvor der er plads til en masse rejser og eventyr. Men mest af alt drømmer jeg om et liv, hvor jeg ikke skal bekymre mig om sygdom, afslutter Kimie.
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.