(Foto: Peter Hauerbach)

'Bagedyst'-Sune blev fejret til den helst store guldmedalje

De andre deltagere har en helt klar holdning til, at det blev Sune, der løb med den fornemme titel.

Der var nærmest landskampstemning i folkehuset 'Absalon' onsdag aften i sidste uge. Her blev finalen i 'Den store bagedyst' vist på storskærm, hvor den lokale helt Sune Demant blev hyldet efter sejren.

De to andre finalister, Louise Rosing-Schow og Jesper Hemmingsen, havde også kun roser til overs for Sune, som på alle måder har imponeret de øvrige deltagere.

– Det var fedt, at Sune vandt. Han har virkelig fortjent det. Jeg var klar over, at det skulle sidde lige i skabet, hvis vi skulle slå Sune. Og det gjorde det så ikke. Allerede fra dag et i finalen stak han af fra os andre, og så var der ikke noget at gøre. Sune har været utrolig god til at eksperimentere, og så er han meget rolig. Han har inspireret alle meget. I modsætning til Sune, så var jeg meget nervøs, erkender Louise Rosing-Schow.

LÆS OGSÅ: Jesper tabte ‘Bagedyst’-finalen: Jeg var mega skuffet

Den tredje finalist Jesper Hemmingsen er helt enig i den bedømmelse.

– Han var umulig at indhente og overhale. Jeg er meget imponeret over Sune, der tydeligt tog det hele meget roligt. Han kunne have mange ting kørende på en og samme tid, uden at det på nogen måde rørte ham. Jeg vil samtidig sige, at Sune er en superfinurlig fætter, siger Jesper Hemmingsen med et stort smil.

Fem af de øvrige deltagere i konkurrencen var også med til at fejre Sune.

For Luna Richardt var der ingen tvivl om, at Sune var den helt rigtige vinder.

– Sune var hele tiden god til at eksperimentere og afprøve nye teknikker, og så forstod han at give den gas. Der er ingen tvivl om, at hans rolige væsen hjalp ham i mange situationer. Sune er samtidig noget af en personlighed, konstaterer Luna Richardt.

LÆS OGSÅ: 'Bagedyst’-Sune gør status: Kærlighedskagen var den værste

En dejlig dreng

Iben Devantie har hele vejen igennem været meget benovet over Sunes mange kreationer.

- Jeg var allerede nogle uger før finalen klar over, hvem der skulle ende med at kæmpe om sejren. Og Sune er bare super dygtig. Han har virkelig lavet nogle fantastiske ting, og han fortjener at vinde ”Den store bagedyst”. Jeg har også lært en masse af ham, lyder det fra Iben Devantie, der hele aftenen sad og hyggede sig sammen med en af de andre deltagere, Juliane Dixen.

- Sune er en dejlig dreng. Jeg har altid kunnet ringe til ham, hvis jeg skulle have lidt hjælp. Og så har Sune formået at lave de vildeste kreationer. Han er en utrolig dygtig tekniker, og samtidig har han hele vejen været meget stille og rolig, siger Juliane Dixen, mens der lige bliver taget et par selfies.

LÆS OGSÅ: Sådan er det gået de tidligere ‘Bagedyst’-vindere

Sune har tydeligvis gjort et stort indtryk hos de andre deltagere.

- Han er meget dygtig, men alle tre finalister har været gode. Sune var blot lige den tand ekstra god. Han har en stor viden om de nørdede processer, og det har været meget inspirerende. Han er samtidig et fantastisk menneske, som også har hjulpet mig, siger Jette Silberbauer.

Mohammed Hawa var den første, som måtte forlade ”Den store bagedyst”. Det har dog ikke slået ham ud.

- Jeg så ret hurtigt, at de tre finalister ville nå langt. Det var dog fedt, at Sune vandt. Jeg har været meget overrasket over Iben, lyder det fra Mohammed, der har været glad for at have fået så mange nye venskaber.

LÆS OGSÅ: 'Den store bagedyst’-Juliane måtte tage en pause fra kagerne

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.