Svær periode for kronprinsesse Mary

Kronprinsessens årshoroskop i HER&NU bærer tydeligt præg af, at hun kan føle sig lidt forvirret om kærligheden og sit ståsted i livet.

I denne uges HER&NU kan man læse astrolog Louise Bunnages kongelige årshoroskoper.

Bunnage, som er uddannet cand.scient.soc inden for antropologi og socialvidenskab samt leder af I.C. Instituttet i København, Danmarks største og ældste astrologiskole, lagde århoroskoperne i starten af december, og kunne her sagtens se, at 2024 vil blive et skelsættende år for den kongelige familie.

Her er Louise Bunnages årshoroskop for kronprinsesse Mary.

Familie

Der sker ændringer på familiefronten for kronprinsesse Mary i 2024.

Ved årets begyndelse føles det nok mest af alt som en indre forandringsproces for Mary, men uventede forandringer, som kræver fleksibilitet og tilpasninger, vil sandsynligvis forekomme.

Der er i det hele taget masser af aktivitet på familiefronten, særligt fra midten af januar, hvor den ene aktivitet tager den anden. Det er en dynamisk og aktiv periode og Mary befinder sig umiddelbart godt med at være en del af det, også selvom planer kan ændre sig fra dag til dig.

Sommeren 2024 kan være udfordrende for Mary, da det kan være svært at balancere familielivet og de officielle forpligtelser.

Det kan også være svært at leve op til ønsket om at være en solid støtte for kronprinsen eller den øvrige familie i perioder, der kræver lidt ekstra.

I virkeligheden ville det være bedst for kronprinsesse Mary at tage tid for sig selv i sommermånederne.

Kærlighed

2024 kan uden tvivl gå flere veje hvad angår kærligheden.

Faktisk kan dele af året, særligt april til september, være en af de mest romantiske perioder i Marys liv.

Den ubetingede kærlighed kan potentielt få lov at fylde og hverdagen føles lidt mere magisk og rosenrød.

Det er dog lige så sandsynligt, at Mary vil opleve perioder, hvor hun kan føle sig lidt forvirret eller i tvivl om, hvad hun ønsker. Ikke kun af kærligheden, men også i forhold til sit ståsted i livet.

Det er nogle temaer, Mary genkender fra 2023, men de får fornyet styrke, samtidig med at hendes egen identitet og offentlige rolle ændrer sig.

Spørgsmålet er i høj grad, hvordan Mary vælger at bruge perioden. Det er en oplagt periode til at lade sig inspirere – og forelske på ny – samtidig med, at det kan være en god idé for Mary at lytte til dem, hun elsker.

Måske de har nogle perspektiver, som kan hjælpe hende til at træffe de rette og mest kærlige valg.

Artiklen fortsætter under faktaboksen...

Fakta

Kronprinsesse Mary
Fødselsdag: 5. februar 1972
Tid: Kl. 22.10
Sted: Hobart, Tasmanien, Australien
Stjernetegn: Vandmand

Arbejde

Er Mary kommet styrket ud af 2023, tegner det godt for 2024.

Den første halvdel af året kan bringe spændende og uventede muligheder med sig i relation til Marys målsætninger eller position.

Samtidig er det en periode, hvor Mary gør sig bemærket og anerkendes for de kvaliteter, der gør hende til noget særligt.

Hun er vellidt og går gerne foran med budskaber om lighed, fred og personlig frihed.

Perioden maj til september kan være lidt mere udfordrende og der kan være målsætninger, der må ændres. Med en god portion realitetssans og måske også en god, lang sommerferie kan Mary dog opnå en god portion indflydelse.

Særligt i september, oktober og november har Mary den gennemslagskraft der skal til for at skære igennem selv der, hvor hun hidtil har stået alene med sine synspunkter.

Helbred

Mary er i 2024 især optaget af at holde sig selv i gang mentalt.

Det er især i starten af året og igen i løbet af efteråret, Mary føler sig i bedst form rent fysisk.

Mary kan især i sommermånederne føle, at hun har mindre energi end hun plejer på den årstid. Men selvom det grundlæggende er vigtigt for kronprinsessen at være i form og bruge sin krop, er det ikke det, der optager hende mest i år.

Hun vil gerne lære nyt og dygtiggøre sig inden for det, hun beskæftiger sig med til daglig. Det vil give hende ny energi og gå-på-mod at kunne gøre tingene på nye måder og være et skridt foran udviklingen.

Spændende samtaler med nysgerrige mennesker, der har en anderledes tilgang til livet end hende selv, vil også nære Mary og bringe fornyet liv og glæde.

Flere kongelige årshoroskoper for 2024:

Nye tider for dronning Margrethe

Dybe følelser på spil for kronprins Frederik

Nu træder prins Christian i karakter

Prins Joachim står overfor store valg

Tingene ændrer sig for prinsesse Marie

Kronprinsesse Mary til indvielse af Det Nationale Sorgcenter Vest.
Kronprinsesse Mary til indvielse af Det Nationale Sorgcenter Vest.