'Sommerdrømme'-huse umulige at sælge: Ryddet og lavet om

Det er endnu ikke lykkedes at sælge alle sommerhusene fra sæson 4 af 'sommerdrømme', som foregik ved Hasmark Strand på Nordfyn.

Sidste år fik Kien og Clara den helt store præmie, da de sammen vandt et sommerhus fra Skanlux på Hasmark Strand til en værdi af knap tre millioner kroner i det populære boligprogram 'Sommerdrømme', som Lene Beier er vært på.

Artiklen fortsætter under videoen.

De andre tre par, som deltog og tabte, måtte til gengæld vinke farvel til deres sommerhuse, som byggefirmaet Skanlux herefter fik til opgave at sælge - en opgave, som viste sig ikke at være helt nem.

- Folk kan ikke overskue at købe et sommerhus, hvor der er flere halvfærdige løsninger. Selvom det ser godt ud på tv, kan man jo godt se, at det ikke er professionelle håndværkere, som har lavet det, og mange af vores kunder ønsker en bedre finish, fortæller Søren Rowlandson Milo, som er Salgsdirektør & medindehaver hos Skanlux.

LÆS OGSÅ: Sus Wilkins forfulgt af rygter: Jeg kan lære noget af Nicklas

- Derudover er mange af materialerne, som deltagerne har brugt, genbrug. De har jo nogle budgetter, som skal overholdes. Så det er ikke altid de bedste senge eller det bedste gulv, tilføjer han.

Tilbage til standard

I og med at sommerhusene var svære at sælge, som de stod efter 'Sommerdrømme', valgte Skanlux også at rydde sommerhusene og lave dem om.

- Vi lavede et af sommerhusene om med det samme og brugte det som udstillingshus. De to andre forsøgte vi først at sælge, som de stod, men efter noget tid rettede vi også dem til, så de alle kom til at ligne vores standardhuse, fortæller Søren Rowlandson Milo.

Trods ombygning og endnu en nyrenovering er det endnu ikke lykkedes Skanlux at få solgt alle husene.

- Vi har fået solgt et enkelt nu, og så er vi i dialog med en køber omkring det andet.

Der er ellers rig mulighed for at lave et røverkøb, slår Søren Rowlandson Milo fast.

- Skanlux er sponsor på programmet, så vi stiller husene til rådighed. Vi forsøger i 'Sommerdrømme' at vise, hvad man kan med husene. Derfor har vi selv tilføjet nogle beklædninger til husene, før deltagerne får fingrene i dem. Vi har blandt andet sat tre dyre foldedøre i, og så har vi også sat fem ovenlysvinduer i. Det skal køber ikke betale ekstra for, selvom den slags vinduer og døre normalt er noget, som man tilkøber.

LÆS OGSÅ: Janni Ree afslører: Har mødt sin afdøde far

I den nye sæson af 'Sommerdrømme', som kan ses i dag på TV 2 og TV 2 PLAY, er det også Skanlux, som er sponsor og derved står for sommerhusene. Denne gang ligger de dog i Skagen.