Prins Joachim kan ånde lettet op: Huset er solgt
Prins Joachim var nødt til at give millioner i rabat for at sælge sit sommerhus.
Næsten seks år efter det kom på markedet, er prins Joachim og prinsesse Maries sommerresidens i Provence endelig blevet solgt.
Luksusvillaen i landsbyen Montaroux blev oprindeligt udbudt til 16,4 millioner, men stod til sidst til 13,3 millioner kroner, da det endelig fandt en køber. Prins Joachim måtte give en yderligere rabat udover de mere end tre millioner kroner, han allerede havde skåret af prisen.
LÆS OGSÅ: Fem ting du ikke vidste om ‘Luksusfælden’
Mæglere Anette Black fra Wretman Estate bekræfter over for Ekstra Bladet salget, der fandt sted for nylig, og at man måtte give endnu et afslag.
– Ja, det er sandt. Ejendommen er solgt. Den nåede ikke den indikerede udbudspris, siger hun til avisen.
For pengene har køberen fået masser af plads. Villaens 362 kvadratmeter er fordelt på fem soveværelser, fem badeværelser og et stort køkken, der ligger i forlængelse af stuen. Hertil kommer have og en stor swimmingpool. Og skulle man have lyst til at hygge med jetsettet, er der kun en halv times kørsel til Cannes og en time til Nice.
LÆS OGSÅ: SE BILLEDET: Christiane er gravid
Grunden købte prins Joachim allerede, mens han var gift med prinsesse Alexandra. De nåede dog aldrig at få opført et hus, og da Joachim endelig fik sat byggeriet i gang, gik entreprenøren konkurs.
Først i 2012 stod huset færdigt, men efter blot fire somre besluttede prins Joachim og prinsesse Marie sig i 2016 for at sætte det til salg, og det er nu endelig lykkedes.