Kaleepans hårde barndom: Mobbet, misforstået og låst inde

Nu sætter Kaleepan Karunakaran flere ord på sin første tid i Danmark, hvor han blev misforstået og udsat for mobning.

Sønderjyden Kaleepan Karunakaran, som lige nu er aktuel i 'Robinson Ekspeditionen', er født i Sri Lanka, men som 6-årig flygtede han med sin mor og lillebror fra borgerkrigen i Sri Lanka til Danmark.

- Min far var i Danmark i forvejen, så vi blev genforenet med ham, da vi kom hertil, fortæller Kaleepan til HER&NU.

LÆS OGSÅ: Andreas Bo ramt af stormfloden: Haven skyllet væk

En svær start

Kort efter genforeningen begyndte Kaleepan i 0. klasse på Søndermarkskolen i Horsens, men selvom borgerkrigen blev byttet ud med skolebøger, betød det ikke, at alting var fryd og gammen.

- Jeg kunne ikke forstå sproget eller kulturen. Det eneste, jeg kunne sige, var ja og nej, men da jeg ikke forstod, hvad de andre børn spurgte mig om, var det umuligt at navigere i. Der var kaos i mit hoved, fortæller Kaleepan.

LÆS OGSÅ: Helena Witt åbner op om problemer i forholdet

Grundet sine sproglige udfordringer var Kaleepan nødsaget til at gå 0. klasse om.

- Jeg kan huske, at jeg følte mig forkert. Jeg følte ikke, at jeg var god nok, fortæller Kaleepan og tilføjer:

- Jeg passede heller ikke ind i den nye klasse. Jeg følte ikke, at jeg passede ind nogen steder. De andre børn synes, at jeg var underlig, fordi jeg var anderledes. De vidste ikke bedre. Så jeg blev mobbet meget i de små klasser, forklarer han.

Låst inde

Kaleepan husker specielt én episode, hvor han blev lukket inde i et skur.

- Jeg kunne ikke komme ud, og jeg kan huske, at jeg bare stod derinde i halvmørket længe, forklarer den aktuelle 'Robinson'-deltager.

LÆS OGSÅ: Sinan Türkmen taler ud efter massive trusler online

Da Kaleepan endelig kom ud, besluttede han sig for at holde de lange timer i skuret for sig selv. Han sagde generelt ikke noget omkring mobningen til nogen - heller ikke til sine forældre.

- Mine forældre var af den opfattelse, at vi havde det hele, efter vi kom til Danmark. De ville slet ikke kunne forstå, at jeg havde det svært i skolen. Det var jo peanuts i forhold til alle de umenneskelige og voldsomme ting, som de har oplevet eller været vidne til i Sri Lanka, forklarer Kaleepan.

En livsomvæltende oplevelse

I dag, over 25 år senere, er 34-årige Kaleepan blevet bedre til at snakke om de barske ting fra sin barndom, og det har hans deltagelse i 'Robinson Ekspeditionen' blandt andet været med til at sørge for.

- Når man er på en øde ø uden mad, elektronik, underholdning og mennesker, så får man virkelig tænkt en masse tanker. Det var som om, at der pludselig var fuld forbindelse til hele min fortid, og ting som jeg troede, at jeg havde bebrejdet og lagt bag mig, dukkede pludselig op igen, forklarer Kaleepan.

LÆS OGSÅ: Det så du ikke på tv! Kys og kram i 'Vild med dans'

I aftenens afsnit af 'Robinson Ekspeditionen' kunne Kaleepan ikke længere holde følelserne for sig selv, da Jakob Kjeldberg spurgte ind til hans fortid.

- Der er ingen tvivl om, at jeg havde en hård barndom indtil fjerde klasse. Jeg havde egentligt pakket det godt væk, men ja så endte jeg på de udstødtes ø, lød det fra Kaleepan med vævende stemme og blanke øjne i afsnittet.

Du kan se eller gense aftenens afsnit af 'Robinson Ekspeditionen' på Viaplay.