Mads Laudrup sælger kendtes ydelser
På en ny portal kan man få kendisser som Basim og John "Faxe" Jensen til for eksempel at sende en personlig fødselsdagshilsen
Var det noget med en autograf fra Chili-Klaus eller en hilsen fra skuespilleren Anders W. Berthelsen til moster Odas 80-års fødselsdag?
Et ny portal lejer kendisser ud til alt fra videohilsner til personlig træning, og kendisserne spænder fra tv-personager til hovedsageligt sportsfolk.
Bag kendisportalen står Mads Laudrup, som sidste år medvirkede i den populære danseprogram Vild med dans. Og det var på de bonede gulve, at Laudrup fik idéen til sit forretningseventyr.
- Hele holdet på Vild Med Dans blev daglig bestormet af henvendelser fra nær og fjern fra folk, der ville booke os til alverdens sjove ting og sager, have autografer eller måske blot en personlig hilsen fra os, forklarer Laudrup på hjemmesiden og fortsætter snakken om sin idéudvikling om at udleje danske kendisser:
LÆS OGSÅ: Mick Øgendahl indlagt på psykiatrisk afdeling
- Svaret endte med at lande på konceptet og online-markedspladsen bookenstjerne.dk. Vi ønsker at udvikle, skabe og eksponere Danmarks førende digitale portal og markedsplads for moderne fankommunikation, skriver Mads Laudrup, der er søn af fodboldhelten Michael Laudrup.
Således kan man booke en personlig videohilsen, et foredrag, event, sportstræning eller et andet arrangement med tv-stjerner, skuespillere, sportsfolk, musikere, komikere og erhvervsfolk.
Indtil videre kan man vælge mellem 151 stjerner, og prislejet ligger på 599 kroner for en personlig videohilsen for alle fra Jeanette Ottesen til Jokeren.
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.