Johnna Maibom fejres efter stor hjerteoperation
Leif Maiboms hustru har fået en fire-dobbelt bypassoperation i hjertet.
Det, der for et par måneder siden begyndte som smertefulde hjertekramper, endte forrige mandag med en fire-dobbelt bypassoperation i hjertet.
Vel hjemme i Sønderborg efter den succesfulde operation på Odense Universitetshospital, kan Johnna Maibom i dag fejre sin 78-års fødselsdag.
LÆS OGSÅ: Ærgerlig Sofie Linde: Sandt feriemareridt
- Det bliver stille og roligt. Vi får seks gode venner på besøg til lidt tapas og vin. Johnna har det godt, men hun er stadig meget træt, fortæller Leif Maibom, 72, der ikke har spor imod at være fruens privat SoSu-assistent indtil hun er helt frisk igen.
Parret, der i går havde 38-års bryllupsdag, glæder sig over at lægerne kalder Johnna en "mønsterpatient" og at hun er i mærkbar bedring.
LÆS OGSÅ: Joey Moe skal være far igen: Det har ikke været nemt
Men der er ingen tvivl om at sygdomsforløbet har været en voldsom forskrækkelse, som de skal bruge tid på at komme over.
- Hvis ikke det var blevet opdaget, kunne hun jo sagtens bare være faldet om med en blodprop i hjertet. Op til jul fik hun hjertekramper og blev selvfølgelig straks undersøgt. Hun blev sendt videre fra sin egen læge til undersøgelse på Aabenraa Sygehus og her viste det sig, at det var meget værre end først antaget. Det har været nogle meget svære uger fra hun fik at vide, hun skulle opereres, til hun blev indlagt til operationen, siger Leif, der på Johnnas vegne fortæller hvor taknemmelig hun er over den meget kompetente behandling, hun har fået hele vejen gennem sundhedssystemet.
- Vi har sat alt på pause og tager den med ro indtil Johnna er rask. Så skal vi ud og rejse og opleve en masse sammen igen, slutter Leif Maibom.