Berørt Tinus ude af 'Forræder': Et bagholdsangreb
Tinus havde bestemt ikke regnet med, at 'Forræder'-eventyret skulle slutte så hurtigt.
Efter en dramatisk omgang ved det runde bord, var det Tinus, der måtte se sig forvist i aftenens afsnit af 'Forræder'.
LÆS OGSÅ: Camilla Dalsgaard jubler: Skal spille ny rolle
Noget, der i den grad kom bag på den 36-årige drag-artist.
- Jeg havde alt muligt forberedt til, hvad jeg skulle sige, hvis det en dag skulle ske, men jeg var sikker på, at jeg ville nå rigtig langt i det program - og det er selvom jeg er verdens dårligste løgner, fortæller Tinus til HER&NU/Realityportalen og tilføjer:
- Jeg har bare altid et øre ude og kan mærke ting, så det undrede mig enormt meget, at jeg ingenting vidste overhovedet, da jeg sad der.
I programmet er det da også tydeligt, hvordan de andre deltageres mistanke og beskyldninger påvirker den ellers muntre 'Stjerneklar'-dommer.
- Det var jo et vaskeægte bagholdsangreb, som jeg ikke var forberedt på. Jeg kunne mærke, at det gjorde mig ked af det, for selvfølgelig ville jeg også gerne være med i legen, fortæller han og fortsætter:
- Man står med en meget tom fornemmelse i kroppen, for vi har jo glædet os utroligt længe til at skulle op og spille det her skide spil.
LÆS OGSÅ: 'Sommerdrømme'-huse umulige at sælge: Ryddet og lavet om
Glemte sin nødplan
Selvom TV 2-værten Lene Beier indledte snakken ved det runde bord med at rette mistanke mod Tinus, og derved gav ham mulighed for at forsvare sig, gik den del ikke helt, som drag-artisten havde tiltænkt det hjemmefra.
LÆS OGSÅ: 'Forræder'-deltager afslører: Løj for familien
Han havde nemlig et trumfkort på hånden.
- Nu er jeg jo sådan en type, der har mistet hele min familie - de er desværre allesammen døde. Hjemmefra havde jeg tænkt, at hvis jeg kom i sådan en situation, så må mit sidste kort på hånden være, at jeg rejser mig op, banker i bordet og sværger på hele min døde familie, forklarer Tinus og tilføjer:
- Men fordi jeg blev taget med bukserne nede, så glemte jeg alt om at gøre et stort nummer ud af det.
Set i bagklogskabens lys, er der da også flere ting, Tinus ville ønske, han havde gjort anderledes.
Han ville have slået lyttelapperne ud og lukket munden selv, og når det kommer til at regne forræderne ud, ville han have holdt sig mere i baggrunden.
- Jeg tror, det var det, der forvirrede folk - at jeg var for fremme i skoene. Det lignede, jeg havde noget at skjule, og det havde jeg jo ikke.
LÆS OGSÅ: Michael og Maria afslører ny graviditet