Steen Springborg fundet død

Skuespilleren døde blot fire dage efter sin 67-års fødselsdag

Skuespilleren og instruktøren Steen Springborg er død. Han blev blot 67 år.

Det skriver Berlingske.

Han blev i fredags fundet død i sin lejlighed i Skuespillerforeningens Hus på Bispebjerg i det københavnske nordvest-kvarter. Det var blot fire dage efter hans 67-års fødselsdag.

Sandra Foss, der var gift med Springborg fra 1979 til 2013, fortæller til Ekstra Bladet, at det er en superhård tid for hende, deres tre voksne børn og børnebørne.

- Jeg vil huske ham som et utroligt givende og omsorgsfuldt menneske over for dem, han kendte, og han gik meget op i, om det gik andre godt, siger hun til avisen og tilføjer, at hun vil se tilbage på deres liv sammen med stor taknemmelighed og stor kærlighed.

Steen Springborg som Cherubino i "Figaros bryllup" på Det Kongelige Teater med Birgitte Price som grevinden og Ghita Nørby som Susanne. (Foto: Steen Jacobsen/Ritzau Scanpix)

Som 16-årig blev Steen Springborg i 1970 optaget på Aarhus Teaters elevskole som yngste nogensinde. I 1974 blev han ansat på Det Kongelige Teater og fik her i sin første sæson sit gennembrud da han uden en trævl på kroppen spillede overfor en lige så nøgen Birthe Neumann i Peter Shaffers "Hesteguden". I 1975 blev han også nomineret til en Bodil for sin birolle i "Kun sandheden".

I 1979 forlod Springborg Det Kongelige Teater for at prøve kræfter med andre genrer. Udover teater blev til et hav af roller i film, tv-serier og revyer. Blandt andet medvirkede han i "Drengene fra Sankt Petri", "Familien Gregersen", "En by i Provinsen", og "Rejseholdet".

Udover at arbejde som skuespiller og instruktør var han i en periode også direktør for underholdningsteatret Lorry.

- Farcer og komedier har også en stor værdi, og man skal være dygtig til at spille det, før det virker. Men anerkendelse som sådan har aldrig været vigtigt for mig. Min ambition er at passe mit arbejde – og prøve en masse. Og det er, hvad jeg har gjort, sagde han til Berlingskes Jakob Steen Olsen i et af sine sidste, store interviews.

Til rollen som den kyniske patriark i Regner Grastens produktion af Christian Kampmanns "Familien Gregersen" lod han sig til dels inspirere af "The Godfather". - Det er altid de gode roller, der er forbrydere, ågerkarle og dumme svin. Mit håb er derfor, at folk betragter Mogens Gregersen som et røvhul. Det er i hvert fald det, jeg har bestræbt mig på at agere, sagde han til Fyens Stiftstidende.

I de senere år var han tilknyttet Det Ny Teater og medvirkede i de succesfulde opsætninger af "The Sound of Music", "Singin' In The Rain", "The Phantom of the Opera", "Les Misérables", "Mary Poppins", "Annie, "Wicked" og ikke mindst "The Producers, hvor han leverede en fantastisk præstation som Roger de Bris.

Steen Springborg indstillede i 2017 sin karriere efter en voldsom ulykke. Han brækkede anklen da han skulle stå af en bus, og efter flere måneders genoptræning og erkendelsen af, at førligheden ikke var den samme, gik han på pension.

Ifølge familien er dødsårsagen endnu ikke fastslået.