Reality-kongen er ude af 'Divaer i junglen'
'Divaer i junglen' blev et kort bekendtskab for en af Danmarks største reality-stjerner. Sidney Lee ville nemlig ikke være en del af blondine-holdet.
Danmarks ukronede reality-konge går ikke af vejen for at gøre opmærksom på sig selv. En rigtig diva vil mange mene, og derfor var han et oplagt valg til TV3's 'Divaer i junglen'. Men knap var anden sæson af succesprogrammet skudt i gang, før bandana-fyren måtte forlade Ecuador.
LÆS OGSÅ: 'Divaer i junglen 2': Her er holdet
Ekspeditionsleder, Jakob Kjeldberg, delte de danske divaer op i et brunette- og blondinehold. Sidney Lee skulle være en del af blondineholdet, og det passede bestemt ikke manden, beretter seoghør.dk.
- Men alle dem, jeg kender, var på brunette-holdet, og blondiner kan ikke finde ud af en skid. Brunetterne kan slet ikke lide dem, lyder det fra reality-kongen, der kunne vælge mellem at komme på blondinernes hold eller tage det første fly hjem til Danmark.
'Mediestunt eller joke'
I den nye sæson af 'Singleliv' har Sidney stolt taget en blond paryk på, så umiddelbart burde han ikke have noget imod hårfarven. Men jo. Han vil gerne optræde som blondine, men han er stolt af sin hårfarve og vil ikke vige fra den.
- Jeg har altid været stolt af min hårfarve, så da jeg fik at vide, jeg skulle på blondineholdet, gik min verden i stå, forklarer Sidney, der valgte at tage flyet hjem til Danmark, inden optagelserne rigtig var begyndt.
LÆS OGSÅ: Sidney: 'Der er altid nogen, der har ondt i røven'
Og den indstilling er absolut ikke noget, man kan bruge på blondinernes hold. 'For lækker til love'-tøsen Julie von Lyck er overbevist om, at det er et mediestunt - ellers er den i hvert fald helt gal med reality-divaen.
- Det må være et mediestunt. Ellers er han sgu da en joke. Sidney ved ikke, hvem han selv er, og det er respektløst overfor TV3.
Den største diva
Sidney Lee blev dermed den første, der måtte tage turen hjem til Danmark, selvom han havde glædet sig til at være en del af programmet.
- På en eller anden måde er det åbenbart min skæbne at være den største diva, siger Sidney Lee til seoghør.dk.
Hvad synes du? Har Sidney ret til at tage hjem fra Ecuador? Og vil du komme til at mangle ham på skærmen?
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.