Pharrell indspiller album med nybagt mor

Efter otte års venten indspiller sangerinden Gwen Stefani et nyt album med hitmageren Pharrell Williams.

Hun er næsten lige blevet mor for tredje gang, hun er dommer i den amerikanske version af talentprogrammet 'Voice', og hun er designer for sit eget tøjmærke.

Med andre ord er kalenderen tilsyneladende fyldt godt op for frontfiguren i 90'er-bandet 'No Doubt', Gwen Stefani.

Alligevel har hun fundet tid til endnu engang at slå de musikalske pjalter sammen med den succesfulde producer og sangerskriver Pharrell Williams for at indspille sit tredje soloalbum. Det afslører hendes manager, Irving Azoff, skriver billboard.com.

LÆS OGSÅ: 'X-factor'-Jasmin: Vi trumfede Blachman

Flere samarbejder bag sig

44-årige Stefani er i øjeblikket i Miami sammen med netop Pharrell Williams for at indspille nye sange til efterfølgeren af 2006-albummet "Sweet Escape", der forventes at udkomme til december.

Samtidig tilføjer manageren, at Gwen Stefani i næste uge vil afsløre, hvilken sang, der vil blive udgivet som single. En sang, som Stefani desuden planlægger at optræde med i løbet af denne syvende sæson af 'Voice' i USA.

Gwen Stefani har tidligere arbejdet sammen med Pharrell Williams blandt andet på hittet "Hollaback Girl" fra 2005.

Ud over Gwen Stefani har Pharrell Williams samarbejdet med berømtheder som Justin Timberlake, Jay Z og Daft Punk. Tidligere på måneden gæstede han Danmark, hvor han spillede for fuldt hus i Forum.

LÆS OGSÅ: Happy-superstjerne giver koncert i Danmark

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.