Mor til trillinger: Jeg er selv vokset op som enebarn

Maria Jørstad er vokset op som enebarn, og derfor sætter hun pris på sin store familie.

Norske Maria Jørstad og hendes danske mand, Anders Straarup, der har fireårige Mikael, fik i september 2018 trillingerne Iben, Filip og Agnes, og siden har der ikke været mange rolige øjeblikke i og udenfor familiens tre-værelseslejlighed i København. Men selvom tre aktive børn kan give sved på panden, er Maria glad for sin store familie.

- Det er vældig hyggeligt at være så mange. Jeg er selv vokset op som enebarn, indtil jeg blev 11 år, så jeg har aldrig oplevet at have søskende og en stor familie. Det var bare mig og min mor. Så jeg sætter virkelig pris på vores familieliv, fortæller Maria

Oplevelsen af at have søskende, er Maria glad for at have givet til hendes børn.

– Det skønt at se, hvor meget de holder af hinanden. Når de kommer gående hånd i hånd, når de griner sammen og leger sammen, fortæller Maria.

LÆS OGSÅ: Genkendte du 'X Factor' Julie-Maja?: Her har du set hende før

Et stærkt team

Maria og Anders mødte hinanden i 2014, og selvom det har været hårdt at få fire børn på to år, så har det kun gjort deres forhold stærkere.

– Vi er blevet et stærkt team, og vi har fra starten af klaret tingene sammen. Selvfølgelig har det været hårdt, og der har været meget lidt fritid og meget lidt alenetid. Vi har kun haft en lille smule tid bare os to om aftenen, hvor vi så til gengæld har været gode til at prioritere at se et afsnit af en serie sammen på sofaen, fortæller Maria og fortsætter:

– Jeg synes, at vi har bevaret vores humor, og vi har været gode til at grine, når alt har været kaos, i stedet for at blive sure. Vi har gennem det hele været gode til at tale sammen, og når vi har været inde i en periode, der har været ekstra hård, så har vi været gode til at minde hinanden om, at det bliver lettere om et par år. Lige nu er vi lidt i en undtagelsestilstand, og det vil vi nok blive ved med at være et par år endnu.

LÆS OGSÅ: Janni Ree efter kritik: Fra nu af opfører vi os ordentligt

”Tillykke, I skal have trillinger!” kan ses på DR1 tirsdag kl. 20.30 og DRTV.