Foto: TV3

Gravid realitybabe jubler: Jeg skal giftes!

Den lykkelige realitydeltager blev bogstaveligt talt taget på sengen i morges.

2017 tegner sig indtil videre til at blive noget af et år for den tidligere 'Fristet'-deltager Joanna MaQueen. For nylig afslørede hun, at hun sammen med kæresten, Ali, venter sit første barn til sommer, og nu venter der hende endnu et eventyr.

Tidligt i morges gik kæresten nemlig på knæ for hende, og det kom som en kæmpe overraskelse for Joanna, der dog ikke var i tvivl om, at hun skulle svare ja.

- Det kom meget uventet. Jeg havde haft en urolig nat og havde sovet rigtig dårligt. Jeg fortalte ham om det, da hans alarm ringede, og vi talte lidt frem og tilbage, og pludselig kom han ind i stuen og satte sig på knæ foran mig, fortæller den gravide realitybabe til Realityportalen.dk.

- Han fortalte mig, hvor højt han elsker mig, og hvor meget han glæder sig til, at vi skal starte en familie. Han sagde, at han altid vil passe på baby og mig, og at vi intet skal frygte. Pludselig hev han en ring frem og spurgte, om jeg vil tilbringe resten af mit liv med ham.

LÆS OGSÅ: ‘Fristet’-Joanna er gravid

Et perfekt frieri

Joanna tror, at kæresten har planlagt forlovelsen i et stykke tid, men hun havde det overhovedet ikke selv på fornemmelsen. Og selv om hun bogstaveligt talt blev taget på sengen, så var det et helt perfekt frieri.

(Foto: Privat)

- Jeg gik i chok og sad bare der med morgenhår og morgenånde, mens han gav mig ringen på. Lidt efter tog han på arbejde, og der gik det først op for mig, hvad der lige var sket, og så kom glædestårerne, siger Joanna.

- Jeg har altid gået med en vild og eventyrlig drøm om, hvordan jeg ønskede, at min kommende mand skulle fri til mig. Men at blive taget på sengen med uglet hår og makeup om øjnene og blive værdsat for præcis den man er, det er det smukkeste frieri, jeg kunne tænke mig til. Han gjorde det helt perfekt.

Joanna og hendes forlovede har skrevet og ringet sammen flere gange i løbet af dagen, efter det gik helt op for hende, hvad der lige var sket. Og i aften skal de to så fejre forlovelsen for alvor.

- I aften skal det bare fejres med ham og mig på en lækker restaurant, og så skal det igen fejres med god mad sammen med familierne i weekenden, afslører hun.

LÆS OGSÅ: Ung mor viser tvillingemaven frem: Sådan går det med graviditeten

Brylluppet må vente

Parret har endnu ikke planlagt, hvornår brylluppet skal være. Men det ligger fast, at det først bliver, efter parrets baby er kommet til verden til sommer.

- Vi venter med den helt store fest til brylluppet, når baby er kommet til verden. En præcis dato kan vi nok ikke komme frem til. Det hele skal lige vendes og drejes først, siger Joanna, der heller ikke ved, hvordan det skal foregå.

- Min forlovede ønsker at holde et kæmpe bryllup herhjemme, hvor jeg har drømmen om at holde det i en fantastisk smuk park i Spanien, hvor vi var på en af vores første dates, siger hun og glæder sig over, at de har lidt tid til at diskutere det hele i.

LÆS OGSÅ: ‘Fristet’-vinder takker nej til ‘De unge mødre’

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.