Gravid 'Homeland'-stjerne bekræfter: Her slutter serien

Det er med at nyde 'Homeland' nu, for inden længe er serien slut.

Hver onsdag aften løber et nyt afsnit af den succesfulde dramaserie 'Homeland' over skærmen på DR2, og det er med at nyde serien, mens den stadig er her. Det er den syvende sæson, der er i fuld gang, og allerede inden den blev sendt på det amerikanske tv-skærme, lå det fast, at der også kommer en sæson otte.

Dengang lød det fra skaberen bag serien, Alex Gansa, at man ville skrive den ottende sæson som seriens slutning, men at der kunne være en mulighed for, at Showtime, der er selskabet bag serien, alligevel ville fortsætte den. Helt sikkert er det dog, at Alex Gansa ikke selv fortsætter længere end sæson otte. Det sagde han tilbage i februar til the Hollywood Reporter.

- Det er helt sikkert mit sidste år. Jeg kan ikke tale for Claire (Danes, der spiller Carrie Mathieson, red.) eller Mandy (Patinkin, der spiller Saul Berenson, red.), men det her er mit sidste år, og jeg vil gøre sådan, at det bliver afslutningen på en otte sæsoner lang historie. Hvis Showtime, Fox, Claire og Mandy vil fortsætte serien, så er det deres beslutning, og vi vil gøre sådan, at det er en mulighed for dem - hvis de har lyst til det, sagde han.

LÆS OGSÅ: Fie Laursen afslører snyd i ‘Divaer i junglen’

LÆS OGSÅ: Stjernen forlænger alligevel: ‘NCIS’ får endnu en sæson

Det tyder dog ikke på, at det kommer til at ske. Da Claire Danes for nylig var gæst i the Howard Stern Show, bekræftede hun, at serien slutter efter den kommende sæson.

- Ja, det er, lød hendes svar, da Howard Stern konstaterede, at den ottende sæson af 'Homeland' bliver den sidste.

Claire Danes slog også fast, at det bliver med blandede følelser, når de skal optage den sidste sæson, fordi det har været en stor del af hendes liv i så lang tid.

- Hun er en mundfuld, hende Carrie-freakin'-Mathieson. Hun er konstant under pres, og det er en hård opgave. Så det glæder jeg mig til at slippe for, men jeg har jo aldrig lavet sådan noget som det her før. Jeg har været gift i lige så lang tid, som jeg har lavet det her - måske et år mere, siger hun og slår fast, at hun godt kunne se sig selv arbejde med komediegenren i fremtiden.

LÆS OGSÅ: Mascha Vang afslører: Sådan mødte jeg min kæreste

LÆS OGSÅ: UHH: Vender endnu en stor stjerne tilbage til ‘Prison Break’?

Venter barn nummer to

Claire Danes er gift med skuespillerkollegaen Hugh Dancy. De har været gift siden slutningen af 2009, og i 2012 fik de deres første barn sammen. Og senere i år bliver tre til fire i det lille hjem, afslørede 'Homeland'-stjernen også under interviewet med Howard Stern.

- Jeg er gravid. Jeg er seriøst gravid. Jeg er langt inde i andet trimester, afslørede hun i programmet, hvor hun dog slog fast, at hun ville holde kønnet for sig selv.

Claire Danes har filmet en del af scenerne til den nuværende sæson under graviditeten, som hun dog har holdt hemmelig for medskuespillerne. Graviditeten forventes ikke at få konsekvenser for den ottende sæson af 'Homeland', der efter planen får premiere på amerikansk tv til april 2019.

LÆS OGSÅ: ‘SKAM’-stjerne får sin egen tv-serie

LÆS OGSÅ: Ny Shemar Moore-serie får endnu en sæson