Dronningen i børnehøjde: Varme smil og kolde is

Dronning Margrethe udtrykte sin store glæde ved, at børnene var kommet fra hele kommunen og havde været på tur omkring slottet hele formiddagen.

Dronning Margrethe blev budt velkommen til lyden af hundredvis af hujende børn og blafrende papirflag, da hun tirsdag den 17. maj deltog i Fredensborg Kommunes fejring af 300-året for både Fredensborg Slot og by.

LÆS OGSÅ: Mary i Bangladesh: Spreder håb og glæde

Slotsgården blev indhyllet i lys, da skyerne trak væk fra solen samtidig med dronningens ankomst, ligesom dronningen lyste op i et hjertevarmt smil ved synet af de glade børn. Og da roen faldt over forsamlingen, faldt der også en ro over dronningen, der tydeligvis var glad for igen at befinde så på det nordsjællandske slot.

LÆS OGSÅ: SE VIDEOEN: Dronning Margrethe hyldes i Tivoli

– For mig har Fredensborg altid været noget af det dejligste, jeg vidste. Jeg kom herud første gang i min farfars tid. Da var jeg seks år gammel. Jeg har elsket at komme her lige siden. Jeg ser hvert år frem til, når jeg kan flytte herud igen. Så i dag er det en ekstra glæde at kunne fejre de 300 år for Fredensborg sammen med alle jer, sagde dronning Margrethe til de mange børn.

I samme omgang fejrede de unge gæster også dronningens 50-års regeringsjubilæum, og derfor blev hun overrasket med en flot gave, bestående af fem marmorbænke. Dronning Margrethe, 82, takkede for gaven i sin tale og beviste med et grin, at det er et par dage siden, hun sad på skolebænken og terpede matematik.

LÆS OGSÅ: Kronprins Frederik om rygskade: Skal trænes væk

– Der kan jeg sidde… Jeg kan ikke regne ud, hvor mange år, jeg kan sidde på hver bænk af de 300. Nej, den går ikke, grinede dronningen og blev mødt af kærlige grin fra børnene, der heller ikke kunne regne den ud.

LÆS OGSÅ: Marys rørende aften på Kastellet: Soldaterkammerater

De søde børn havde også forberedt to sange til ære for regenten, og der blev råbt hurra af lungernes fulde kraft, så det gav genklang mellem slotsgårdens mure.

Dannebrog faldt ovenikøbet ned fra himlen flere gange denne formiddag, da børnene viftede så ivrigt med flagene, at papiret blev revet af plasticpindene, fløj op i luften og svævede rundt over den glade forsamling i slotsgården.