Derfor smiler Margrethe: Alt kører på skinner

Det ser ud til, at dronning Margrethe har det godt både fysisk og psykisk.

At dronning Margrethe er et rigtig godt sted i livet, kan man se, hver gang den snart 80-årige majestæt deltager i et arrangement. Og dem er der mange af for tiden. 

Hun er altid glad, smilende og interesseret, når der er en aftale i kalenderen – hvad enten det er en audiens, et møde eller en begivenhed, hvor der er stort fremmøde for at hilse på hende. Det er også tydeligt at se, at den dårlige fysik ikke generer hende lige så meget, som den har gjort i perioder tidligere. Her har det især været rygsmerter, der i perioder har plaget dronningen slemt. 

LÆS OGSÅ: Derfor flytter Kronprinsparrets børn til udlandet

Samtidig virker hendes plan med at lægge flere og flere ting over til kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. Det kommende generationsskifte kører på skinner, og det er uden tvivl noget, der gør dronning Margrethe tryg og dermed giver ro og glæde. At Frederik og Mary brillerer og samler danskerne, bliver der virkelig lagt mærke til. 

Tidligere i år ledsagede kronprins Frederik sin mor på et officielt besøg i Argentina, og det var en kæmpe succes. 

– Det er så dejligt og hyggeligt at gøre det her sammen, og jeg synes, det er en stor glæde, at vi kan dele oplevelserne fra sådan et statsbesøg med hinanden. Det er virkelig dejligt, sagde dronningen ved et afsluttende pressemøde på turen. 

LÆS OGSÅ: Prins Joachim advarer børnene: Bliv ikke som mig

Stopper ikke

At Kronprinsparret har fået lov at skrue op for deres officielle aktiviter, betyder dog ikke at dronning Margrethe har planer om at abdicere, ligesom mange af hendes jævnaldrende ”kolleger” rundt omkring i Europa. 

– Ikke som jeg kan forestille mig, nej, men måske hvis jeg blev aldeles håbløst syg. Min holdning er at sidde hele livet. Missionen er for livet. Jeg føler ikke noget pres for at ændre min holdning. Det er en pligt, som følger opgaven med at følge efter sin far. Det gør man, så længe man lever, slog hun for nylig fast i et interview med den svenske avis Kvällsposten. 

Prins Henriks død er dog en kæmpe sorg, som dronning Margrethe må bære – men heldigvis ikke alene. Kærligheden til hendes elskede var nemlig helt enorm, viste danskerne ved hans bortgang for snart to år siden. 

– Den måde, som folk sluttede op om os på, var virkelig rørende. Det blev til en bølge, man red igennem det hele på. Det var virkelig positivt, og det var jeg meget glad for, sagde dronning Margrethe ved sin første ferie alene på Chateau de Cayx efter hans død. 

LÆS OGSÅ: Frederik hylder Mary: Jeg er så stolt af hende