Stor beslutning for Andreas Bo og Katrine: Hurtigt bryllup
På grund af omstændighederne i Katrines familie, ønsker hun og Andreas Bo ikke længere at vente med at blive gift.
Det er tre år siden Andreas Bo, 57, friede til kæresten Katrine Lærke Wadil, 39, og allerede sidste sommer skulle bryllupsklokkerne have ringet for dem.
Dengang forklarede parret, at udsættelsen skyldtes sygdom i familien.
Desværre er det også baggrunden for, at de snart gifter sig ved et mere intimt bryllup end det oprindeligt var planen.
– På grund af omstændigheder vi godt kunne have ønsket os anderledes, så har et bryllup ikke været en mulighed, selv om vi har haft et ønske om at blive gift. Men vi har besluttet, at netop det at blive gift, det vil vi ikke længere vente på. Så vi holder et mini bryllup snart, for en lille håndfuld mennesker, så må den store fest vente. Når begge mine forældre er kræftsyge, så er tiden dyrebar, og jeg ønsker mere end alt et bryllup med de allernærmeste, siger Katrine Lærke Wadil om den triste baggrund for den kommende vielse.
LÆS OGSÅ: Janni Ree overvejer psykolog: - Jeg har ikke haft det godt
Andreas Bo har tidligere fortalt HER&NU, at deres drøm er at sige ja til hinanden på en tømmerflåde.
– Det skal være hjemme hos os selv. Jeg købte for mange år siden en lille grund med egen lille strand ved Strøby Ladeplads, og det er meningen, at vi bygger en lille tømmerflåde ude i vandet, og så skal min gamle veninde, der er borgmester i Køge vie os derude. Selve festen skal være i så stort et telt, som jeg overhovedet kan få op på vores grund, det bliver skide sjovt og hyggeligt, har komikeren sagt.
Uanset hvordan vielsen kommer til at foregå, så lover Katrine Lærke Wadil, at det bliver en ”helt uforglemmelig og smuk” dag.
– Vi to har været igennem meget. Meget mere end hvad normalt er. Men vi står her stadig, siger hun om sit forhold til Andreas, som hun har kendt siden 2016 og været kæreste med i seks år.
LÆS OGSÅ: Dansk popsanger efterlyste familiemedlem: Er fundet!
Denne artikel er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Tegn et abonnement via linket HER.