Petra Nagel om ny sæson 'Bachelorette': Mændene er helt anderledes

Det er ikke kun lokationen, som er anderledes, når to piger igen skal date 18 mænd i sæson to af 'Bachelorette'.

Sidste år gik mændene med gamacher, skrev følsomme sange, dyrkede gruppe-meditation, overbrugte ordet ’kærlighedssprog’ og snakkede om salatslynger i første sæson af 'Bachelorette' - men det er fortid, hvis man skal tro værten Petra Nagel .

LÆS OGSÅ: Julie Kriegler afslører graviditet

- I sidste sæson havde mændende brug for og lyst til at vise, hvem de var, hvad de følte, og hvorfor de var med. I år er mændende helt klart med, fordi de gerne vil finde en kæreste. Der er ikke så meget blomsterkrans og kysseri i poolen, forklarer Petra i Martin Johannes Larsens podcast 'Én dag tilbage', men slår fast, at hun ikke foretrækker det ene over det andet.

- Jeg elskede også den udvikling, som der var sidste år, men det er lidt renere - i forhold til konceptet- i år.

Selvom der bliver mindre fokus på følsomme mænd og mandefælleskab, kommer programmet dog ikke til at være fri for samfundsrelaterede emner.

- Vi kommer også til at ramme ind i samtaler, som vi generelt har i samfundet. Sådan noget med samtykke og seksualitet, og det elsker jeg, at vi også kan i sådan et program, forklarer Petra.

LÆS OGSÅ: SE VIDEOEN: Her vender Dolken og Knaldperlen tilbage

Anden sæson af 'Bachelorette' foregår på Sri Lanka med to dejlige kvinder og en masse dejlige mænd - og ifølge Petra Nagel kan man glæde sig til en premiere i slutningen af maj. Sidste år foregik sæsonen i Mexico, og programmet havde premiere 23. maj 2023.