Henrik Møllgaard må undvære familien: Derfor kan de ikke være med i Paris
Det er en evig kamp om prioriteterne for landsholdsspilleren, der må undvære familien igen i år, når han rejser til OL i Paris.
Da HER&NU for nyligt mødte 39-årige Henrik Møllgaard og de andre landsholdspillere på Marienlyst Strandhotel, var de ved at gøre sig klar til at drage mod OL i Paris.
LÆS OGSÅ: Ikke for sin egen skyld: Derfor gjorde Wozniacki comeback
Der er meget at se frem til ved de olympiske lege i år, og selvom det ikke bliver særligt udfordrende for den hårdtskydende bagspiller, bliver det til gengæld meget anderledes end sidst, han var afsted til OL, der blev afholdt i Tokyo i 2020 (OL i Tokyo blev udskudt til 2021 grundet corona-pandemien, red.).
– Tokyo var fedt, men var selvfølgelig udfordrende på den måde, at vi var underlagt en masse corona-restriktioner, lød det fra 39-årige Henrik Møllgaard, da HER&NU mødte ham og de andre landsholdsspillere på deres sædvanlige opholdssted, når de er på træningslejr i Helsingør, Marienlyst Strandhotel.
Skal undvære familien
Håndboldspilleren glæder sig da også 'afsindigt meget' til at komme til Paris, der denne gang forhåbentligt huser fyldte tilskuerpladser. Dog er der ikke nogen fra Henriks familie, der kommer til at sidde iblandt rækkerne.
LÆS OGSÅ: Kærlighed i Paris: Her er de danske OL-par
Møllgaards hustru, Christina Gad, og parrets to børn, Viola på 11 og Augusta på 7, står nemlig ikke på sidelinjen og hepper, når landsholdet skal spille, og det er der en særlig grund til.
- Vi har en lille smule svært ved at skulle mødes med familien i Paris. Sådan en OL-by er jo hermetisk lukket i forhold til, hvad der kommer ind og ud, og så bliver det både dyrt og besværligt i Paris. Flybilletter og hoteller er også ekstremt dyre nu, fortæller Henrik, der heldigvis spiller i samme tidszone som Danmark, så familien kan følge med hjemmefra sommerhuset uden problemer.
LÆS OGSÅ: Misundelig på Mikkel Hansen: Det vil jeg også prøve
Men det at skulle undvære familien i længere perioder ad gangen, er efterhånden noget, som håndboldspilleren er vant til. I interviewet sætter han ord på, hvordan han kompenserer for familielivet, som han gang på gang må tilsidesætte til fordel for håndboldspillet.
- Jeg prøver at være så tilgængelig som overhovedet muligt, og jeg facetimer med dem, når der er behov for det. Nu har jeg så store børn, at de kan sagtens være rationelle med deres følelser og sætte ord på, hvis de synes, at der er lang tid til, jeg kommer hjem, og det er hårdt at skulle sige farvel, og det virker uoverskueligt det hele, lyder det fra Henrik, der godt er klar over, at den tid han bruger væk fra familien, kommer til at koste ham på den lange bane.
- Jeg ved godt, at denne her sommer kommer til at dreje sig om mig, og det er dem, der betaler prisen, men så må jeg jo prøve at tage lidt mere over, når jeg kommer hjem, afslutter han.
LÆS OGSÅ: SE BILLEDERNE: Her er Emil Nielsens kæreste