Claus Meyers eventyr på Lolland: Jeg er en provinsdreng
I 40-års alderen opstod kærligheden til hans fødeegn på ny, og han begyndte at værdsætte roen i provinsen.
Den gastronomiske iværksætter Claus Meyer har opnået Michelinstjerner i New York og været med til at skabe en af verdens bedste restauranter NOMA i København, Men der er ingen fine fornemmelser, når han går rundt på Hotel Saxkjøbing i den lille købstad Sakskøbing på Østlolland.
Her, nær Sundby, hvor Claus er født og opvokset, har han kastet sin kærlighed på det lille gule hotel på torvet, og har udviklet det til et gastronomisk kraftcenter for kreativitet og livsglæde.
- Jeg holder meget af at lave sjove, fantasifulde, overraskende, halvvejs mærkelige ting, som flytter et eller andet hernede. Der er selvfølgelig forskel på at lave en kæmpe restaurantåbning i Amerika eller at få det nordiske køkken på verdenskortet. Hernede i Sakskøbing, hvor vi blandt andet laver 'Den store tarteletdyst' og 'Sydhavsøernes Frugtfestival', møder jeg livsglæden og fællesskabet, fortæller Claus Meyer, 56, der bor i København med hustruen, grafiker Christina Bengtsson, og døtrene Elvira, 23, Viola, 17 og Augusta, 14.
LÆS OGSÅ: Surprise fra Ankerstjerne: Skifter karriere
Fra Claus var 20 år, til han fyldte 40, var Lolland stort set ude af hans tanker, men han fandt tilbage til sin fødeegn igen. I dag oplever hans piger egnen gennem hans øjne.
- Da jeg var 40 år gammel, begyndte jeg at interesseret mig for Lolland og Falster igen med et positivt syn. Jeg engagerede mig i fodboldklubben (Nykøbing FC, red.), frugtavlen på Lilleø i Smålandshavet, og jeg købte Hotel Saxkjøbing sammen med nogle kokkekammerater fra København, og så blev det meget konkret at holde fast, siger Claus og fortsætter.
- Pigerne er vokset op i København og lidt i New York, og min hustru er fra Albertslund, så de har selvfølgelig ikke det samme forhold til det provinsielle, som jeg har. Jeg er en bonderøv, eller jeg har i hvert fald provinsdrengen i mig. Men de synes, at det er sjovt at være med hernede, og de elsker hotellet.
LÆS OGSÅ: Tattoo-Morten er blevet indlagt
Ingen stress
Livet på Lolland giver Claus en ro, som han i dag sætter pris på, når han er dernede.
- Ting går langsommere hernede, livet er mindre stressende, og man render ikke rundt og føler, at man går glip af en hel masse. Der sker jo ikke så meget hernede, og det kan sgu godt være, at jeg ville kede mig, hvis jeg skulle leve hver eneste dag resten af mit liv i Sakskøbing. Men det fylder mig med ro, og jeg føler mig som en del af et langsomt liv, hvor tingene står en lille smule stille. Og det er ikke kun dårligt.
LÆS OGSÅ: Melvin scorer nyt job på landsholdet
Faktisk har Lolland sat en masse på plads i Claus her midt i livet. Især efter årene med familien New York.
- Efter jeg er kommet hjem fra New York, har jeg mirakuløst fået øjnene op for, at det store eventyr er i det små og nære. Jeg har været på jagt efter større opgaver, større eventyr og større rejser i mange år af mit liv. Størrelse er ikke kun omsætning, antallet af medarbejdere eller hvor mange i hele verden, der kigger med. Det kan også være små fine ting, man kan få til at virke, ved at give det noget nærvær og kærlighed. Det er jeg glad for at opdage, mens jeg stadig har en del gode år tilbage fremfor at opdage det på sit dødsleje, siger han.
LÆS OGSÅ: Mai Manniche kommenterer på ægteskabsrygter med 'Robinson'-stjerne
LÆS OGSÅ: Joachim Knop udgiver jazzalbum: Det er grænseoverskridende