Axel Strøbye: Jeg var et uønsket barn
Skuespilleren havde en hård start på livet, men blev senere en af Danmarks mest populære.
Herreekviperingshandler Aksel Ingvard Jacobsen og hustruen, Aleksia, købte aldrig noget, de ikke havde råd til. Så de fik heller ikke børn, før de var sikre på, at de kunne betale for de udgifter, der fulgte med. Da de havde fået datteren, Inge, sparede de op i fire år, indtil de fik mulighed for at få et barn mere.
Den 22. februar 1928 kom sønnen, Jørgen, til verden, og alt var godt. Men et kvarter senere dukkede endnu et barn op. Det var et chok for forældrene, at de havde fået tvillinger.
De første uger efter fødslen blev den senest fødte tvilling kaldt for ”ham den anden”. Så besluttede forældrene, at de bare kunne kalde ham Aksel efter hans far, som ikke brugte sit fornavn, men kaldte sig for Ingvard.
Aksel og Jørgen hed Jacobsen til efternavn og hed Strøby til mellemnavn, fordi deres farfar var født i Strøby syd for Køge. At Aksel kom til at hedde Axel Strøbye, skyldtes, at han ikke brød sig om stavemåden i Aksel, og at der fandtes en teaterdirektør ved navn Axel Jacobsen, som han ikke ville forveksles med. Han forsøgte at få lov til at kalde sig Axel Strøby, men den rigtige Strøby-familie ville kun give ham tilladelse til at bruge Strøby som efternavn, hvis han satte et e på i enden.
Axel Strøbye kom ind på Kunstakademiets Arkitektskole, men han fik ikke gjort sin uddannelse færdig, før han i smug begyndte han at læse til skuespiller hos Olaf Ussing. Det var dyrt, og Axel turde ikke bede om penge til hos sine forældre, så hans tvillingebror gav ham 100 kroner. Det rakte til fem timers lektioner, og det var nok.
Axel blev optaget på Det Kongelige Teaters Elevskole, og så var vejen banet for en fin skuespillerkarriere. Han begyndte på teatrene, men fik i begyndelsen af 1950’erne de første filmroller – og han mestrede især de komiske roller.
LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort Sørensen droppede udlandskarriere: Følte mig rodløs
LÆS OGSÅ: ‘Badehotellet’-stjerne husker tilbage: Jeg brød den sociale arv
LÆS OGSÅ: Det så du ikke i ‘Nybyggerne’: Dette er Charlotte og Fredriks personlige ting
Private sorger
Axel Strøbye gav prøver på sit store komiske talent i både 'Min søsters børn'-filmene, 'Familien Gyldenkål'-filmene og i en lang række 'Olsen-banden'-film. Jo, Axel Strøbye var virkelig sjov på film, men selv havde han det ikke altid så sjovt i privatlivet.
I 1953 var han blevet gift med kollegaen Kirsten Jessen, men ægteskabet blev kortvarigt. Fra 1962 og 13 år frem levede han sammen med skuespillerinden Lone Hertz, som han fik to børn med, Tomas og Micaëla. Tomas Strøbye, der blev født i 1966, fik som spæd en hjerneskade efter en paraplyvaccine, og det var et hårdt slag forældrene.
Da forholdet til Lone Hertz gik i stykker, giftede Axel Strøbye sig i 1978 med kollegaen Hanne Borchsenius. Hun ønskede ikke, at hans handicappede søn skulle spille en større rolle i deres liv, og det betød iskold luft i forholdet til Tomas’ mor. Til gengæld ville hun gerne have Micaëla boende på fuld tid, hvilket ikke gjorde situationen lettere for nogen af parterne, og senere kom det til et brud mellem Hanne Borchsenius og Micaëla.
Siden så Axel Strøbye ikke sine børn igen. Det smertede både ham og børnene, men han valgte at være en lydhør ægtemand og brugte kræfterne på de gode roller, han stadig fik mange af op gennem 1970’erne og 1980’erne.
En af de bedste roller i karrieren fik han i 1979. Instruktøren Erik Balling ville have Axel Strøbye til at spille sagfører Viggo Skjold Hansen i 'Matador'. Axel var dyr, men det blæste Balling på. Axel skulle med – og sådan blev det. Dermed erobrede Skjold Hansen hele Danmark med cigar i hånden og Musse under armen. Det blev nærmest Axel Strøbyes signaturrolle.
Efter at have spillet kriminalassistent Jensen endnu en gang i 'Olsen-bandens sidste stik' så man stort set ikke mere til Axel Strøbye. I juli 2005 kom meddelelsen om, at han var sovet ind. Den populære skuespiller blev 77 år.
LÆS OGSÅ: Lisbet Dahls barnebarn er healet ud af koma
LÆS OGSÅ: Peter Ingemann afslører: Nye programmer på vej
LÆS OGSÅ: Linse flytter til Spanien: Dét betyder det for ‘Familien fra Bryggen’