"Robinson"-Mortens hårde barndom: Voksede op med misbrug
Morten har haft en lidt anderledes barndom end de flestes.
Morten Grabowski er en vaskeægte mønsterbryder. "Robinson"-finalisten, som i dag er medstifter og tidligere direktør for den danske onlineshop "Luksusbaby", har nemlig brudt den sociale arv for at sætte nogle nye rammer for sit og sin families liv.
LÆS OGSÅ: "Kærlighed hvor kragerne vender"-par skal være forældre
Det fortalte han om til HER&NU/Realityportalen, da vi mødte ham til "Robinson Ekspeditionens" pressedag i sommer.
- Jeg er vokset op med min mor og far, og jeg elsker dem højt, men der har nok været en overvægt af alkohol i familien, lød det fra Morten, der åbnede op om sin hårde opvækst.
- Det er ikke fordi, det nødvendigvis er dårligt, de har jo gjort mig til den, jeg er, og det er jeg taknemmelig for. Men jeg ville nok ikke gøre det samme for mine børn. Jeg sætter nogle andre rammer for dem, end jeg selv havde, tilføjede han.
Og Morten er da også helt bevidst om, hvordan hans barndom har påvirket ham senere i livet. Morten arbejder nemlig ekstremt meget, søger tit et mål i livet for at opnå noget, og så har det for ham været vigtigt at bryde det mønster, som han selv er vokset op i.
- Jeg kan godt lide at være en mønsterbryder, men jeg kan også godt lide at fortælle om det (min barndom, red.), siger Morten, som hverken er flov eller sur over den måde, hans forældre opdragede ham på.
- Hvis jeg havde haft en helt almindelig opvækst i en kernefamilie, så havde jeg måske ikke været så sulten efter at sætte nogle rammer for mine børn.
"Det er det her, jeg skal skabe"
Mortens mor gik desværre bort for otte år siden, men hans far bor på et hjem for ældre med alkoholdemens. På trods af dette er forholdet til faren stadig godt den dag i dag.
- Min far er ved sine fulde fem nogle dage, og han kan selvfølgelig glemme nogle ting ind imellem, men jeg holder stadig meget af ham, for han er jo stadig en skøn person, lød det fra Morten, som mindedes en tid, hvor han blev bevidst om, at hans barndom var anderledes end andres.
- På et tidspunkt bliver jeg bevidst om, at der måske er noget andet (end min opvækst, red.), der er bedre. Jeg begynder at få et bekendtskab med en i dag god ven, og hans familie er en klassisk kernefamilie, og dem bliver jeg meget forelsket i. De giver mig retningen og fornemmelsen af: "Det er det her, jeg skal skabe", afsluttede Morten, der i dag har opbygget sin egen kernefamilie med sin hustru og parrets fire børn.
LÆS OGSÅ: Gorm Wiswehs vasektomi blev aflyst: Så kom barn nummer tre
Se hele interviewet med Morten øverst i artiklen.