Gjorde vild entré i 'Bachelorette': Sådan er det gået siden
Boris fik lavet en fin tatovering i 'Bachelorette', men med tiden er den ikke så fin længere.
I startskuddet til dette års 'Bachelorette' er der særligt én af fyrene, der fanger begge kvindernes opmærksomhed allerede fra første færd: Den 26-årige sangskriver og producer Boris.
Selv har han da også en idé om, hvad årsagen kan være.
Boris valgte nemlig som bekendt at lade sig tatovere af de to kvinder - den allerførste gang, de mødtes, vel at mærke. Og den beslutning tror han gik rent ind ved både Julie og Mette.
- Jeg tænkte godt med tatoveringen, at det ville gå ret godt. Det var det eneste, der gav mening for mig, og det gik også godt, fortæller Boris til HER&NU og Realityportalen og uddyber:
- Jeg fik ret meget tid med pigerne der på den røde løber, og vi var kommet ret tæt på hinanden, og der var god kontakt, så det gav et større indtryk - eller i hvert fald et længere indtryk - end nogen af de andre.
Ville ikke krumme tæer
Selvom Boris viste stort overskud, da han blev tatoveret af vidt fremmede Mette og Julie, havde han forinden brugt lang tid på at gruble over, hvordan han ville gøre sin entré i programmet.
- Jeg var sådan: "Hvad kan jeg gøre på den her røde løber, hvor jeg kan se mig selv gøre det bagefter, og lade være med at krumme tæer. Hvad fanden kan jeg finde på, som ikke bliver totalt forfærdeligt at kigge på bagefter?", fortæller Boris.
Han ville selvfølgelig gerne give det bedst mulige indtryk, og han syntes selv, det var for kedeligt blot at præsentere sig ved navn.
Og så fik han altså idéen om at lade sig tatovere.
- Hvis der er noget, som kan fjerne det her højtidlige, at vi står der, og vi er på, og vi skal lige møde hinanden, og de her spændinger, man står med, så er det det. Ved at blive tatoveret river du jo bare tæppet væk under folk, og så er man bare tvunget til at komme ned på jorden og være sådan, "What the fuck?" forklarer Boris om det modige valg.
Et evigt minde
Siden optagelserne har Boris ladet tatoveringen blive - og sådan bliver det.
- Den skal aldrig dækkes, jeg elsker den. Det kunne ikke have været anderledes. Det er perfekt, fortæller han.
Som man ellers normalt gør med den slags, har han dog ikke gjort en dyd ud af at passe og pleje den, hvilken den bærer tydeligt præg af.
- J'et er fuldstændig gone næsten. Man kan heller ikke se plusset, og så står der bare M, fortæller Boris og tilføjer:
- Jeg vidste godt, at pigerne aldrig havde tatoveret før, så jeg vidste jo det ville blive et shitshow i princippet. Selvfølgelig ville det ikke blive et kunstværk på den måde, men det er kunstværk i form af situationen, synes jeg. Det er et rigtig fint minde fra en virkelig, virkelig skør situation. Så på den måde er alt, som det skal være.