Sandra voksede op på døgninstitution: Jeg stoler ikke på voksne
Sandra har selv oplevet at vokse op uden sin mor, nu oplever hendes børn det samme. Realityportalen har lavet en artikelserie om Sandras kamp for at få sine børn tilbage.
Da Sandra er syv år, dør hendes far. Sandra mener, at han dør af en overdosis, men hun ved det faktisk ikke, for hun har aldrig fået talt ordentligt med nogen om dengang.
- Det blev meget turbulent at være mig. Jeg fik ikke sat ord på, at min far var død, og jeg fik ikke bearbejdet det. Jeg fik det svært i skolen og blev udadreagerende og mobbet, og min mor kunne slet ikke få det til at fungere. Kommunen kom derfor ind over, og jeg blev frivilligt anbragt, da jeg var ti år, fortæller Sandra.
LÆS OGSÅ: 'De unge mødre'-Simone i ‘Singletown’: Jeg er mega skuffet
22-årige Sandra har ikke haft en nem start på livet. Hun er vokset op i en tilværelse, som hun selv beskriver som en kernefamilie, men bag hjemmets fire vægge herskede uro blandt forældrene, som har været gået fra hinanden og fundet sammen igen, og Sandra boede i et hjem præget af stofmisbrug, psykisk og fysik vold.
I Sandras sagsakter fra 2006, hvor Sandra er otte år, beskrives hun som træt og uoplagt, hun viser ikke fagligt fremskridt i skolen, hun er utryg ved ukendte voksne, og generelt virker Sandra som en kaotisk pige. Sandra kan til dels godt genkende det kaotiske liv.
- Mine forældre skændes en del, og de kunne ikke få det til at fungere, så det var lidt turbulent, men min mor gjorde, hvad hun kunne for at få det til at fungere, fortæller Sandra til Realityportalen.
LÆS OGSÅ: Populært madprogram er tilbage
Svigtet af systemet
Sandras mor gik frivilligt med til, at Sandra skulle anbringes uden for hjemmet, og hun flyttede derfor ind på døgninstitution dagen før sin 10-års fødselsdag. I starten var det spændende, men hun blev hurtigt ked af at bo der.
- De troede, at jeg var behandlingskrævende, så jeg blev anbragt på en døgninstitution, men det var jeg ikke. Jeg fik bare aldrig bearbejdet min fars død og sat ord på det, så derfor fik jeg det bare værre og værre, fortæller Sandra, der især ikke brød sig om de mange skift i personalet.
LÆS OGSÅ: Har fået svar på coronatest
I Sandas sagsakter står der, at Sandra fik en oplevelse af, at de voksne ikke var rigtigt interesseret i hende, de var der bare. Hun beskriver, hvordan hun begyndte at blive aggressiv for at få opmærksomhed.
- Jeg kunne ikke finde ud af at være anbragt. Jeg kunne ikke finde ud af, hvem jeg skulle gå til, fordi der var så mange skift i de voksne, der kom og gik. Det har givet mig traumer, og jeg har stadig svært ved at stole på voksne mennesker, for jeg ved ikke, om de vil mig noget godt. Og det er jo det, jeg igen oplever med kommunen i dag. Dem, der skulle have passet på mig, da jeg var barn, de har været ligeglade med mig.
LÆS OGSÅ: Ung mor er kommet på førtidspension
Ifølge Sandra var det en fejl af kommunen at lade hende bo på en døgninstitution. Hun skulle have været hos en plejefamilie, hvor hun kunne få kærlighed, og hvor der var én primær voksen at gå til. Først da Sandra var 16 år, kom hun i plejefamilie, hvor hun boede, indtil hun var 18.
- Jeg kom i plejefamilie som 16-årig på Fyn, fordi jeg ikke kunne klare at være på døgninstitution. Min krop sagde fra, og jeg fik anfald og faldt om. Men den plejefamilie var ikke et godt match, fortæller Sandra, der som 16-årig var blevet temmelig træt af det hele, så da hun blev 18 år, stak hun af fra Fyn og flyttede til sin mor i Jylland.
LÆS OGSÅ: Hella Joof: Min mand må gerne få børn
Sandra angiver, at hun i nogen grad er plaget af en følelse af, at andre er skyld i hendes problemer, og at andre mennesker ikke er til at stole på, samtidig er hun plaget af en opfattelse af, at andre ikke værdsætter hende efter fortjeneste. Oplevelserne af svigt i barndommen har sat sig dybe spor i Sandras voksenliv.
- Jeg blev kastet ud i at klare mig selv som 18-årig, hvilket jeg nok ikke var helt klar til. Så sker det jo så, at jeg bliver gravid, fortæller Sandra.
LÆS OGSÅ: Svend fandt kærligheden i 'Landmand søger kærlighed': Sådan er det gået siden optagelserne
Artikelserie om Sandra Sandra blev kendt i tv-serien ’De Unge Mødre’. I dag kæmper hun for at få lov at beholde sine to børn, som myndighederne mener, hun ikke kan tage vare på. I syv artikler beskriver Realityportalen 22-årige Sandras liv og hendes kamp for at få lov at være mor. Realityportalen har af Sandra fået lov at bringe udtalelser fra hendes sagsakter, ligesom vi angiver Sandras børns navne med forbogstav for at beskytte deres identitet. Dette er den første artikel i Sandras historie.