Klaus vandt ’Bagedysten’: En kæmpe lettelse

Klaus Andersen vinder årets sæson af ’Den store bagedyst’.

Det sidste afsnit af ’Den store bagedyst’ er netop løbet over skærmen, og det blev Klaus Andersen, der bagte sig helt til tops. Det var en lettet mand, der efter ni hårde uger kunne hæve trofæet.

LÆS OGSÅ: Bagedyst-Klaus’ usikkerhed: Mobning har sat spor

- Først og fremmest er det et kæmpe skulderklap til mig selv, og det arbejde jeg har lagt i det. Det der med, at hvis man virkelig gør sig umage og kæmper hårdt, så kan man virkelig opnå utrolig meget, forklarer Klaus og fortsætter:

- Jeg har overgået mig selv fra program til program. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle stå her til sidst.

LÆS OGSÅ: På barselsbesøg hos 'Bagedyst'-Nanna: Kage, kærlighed og kaos

Klaus lægger ikke skjul på, at han har brugt både meget tid og mange penge på sin deltagelse i det populære kageprogram.

- Det var en kæmpe forløsning og en lettelse. Vi var alle trætte til sidst, så der var mange følelser på spil. Jeg var både rørt og glad, men samtidig også træt og trist over, at oplevelsen nu var slut, fortæller Klaus, der til daglig arbejder i Tryg med IT og digitalisering.

Svært at holde hemmeligt

Selvom han var lykkelig for at vinde trofæet, så blev det en stille fejring, da sejren jo skulle holdes hemmelighed, indtil programmet blev sendt.

- Jeg følte kun, at jeg var vinder i et par timer, og så skulle det hele jo pakkes sammen, fordi det kun er dem, jeg havde med i teltet, der måtte vide det. Om aftenen var vi ude at spise alle os deltagere, hvor det så hed, at vi fejrede min fødselsdag, mindes Klaus.

SE BILLEDERNE: 'Bagedyst'-stjerne har født

Han glæder sig over, at han nu ikke skal holde sejren hemmelig mere.

- Det er en kæmpe lettelse. Det har virkelig været svært at holde skjult. For folk har været sådan ”er det dig der vinder? Vi kan se det på dit ansigt”. Man prøver at have pokerfjæs og lukke samtalerne ned, griner Klaus.

Stor støtte hjemmefra

Privat er Klaus kærester med Thomas og sammen bor de i en lækker lejlighed på Frederiksberg. Thomas har været en kæmpe støtte gennem hele forløbet.

- Jeg synes, at jeg var en forholdsvis okay kæreste under forløbet, men selvfølgelig er der sociale relationer, der er blevet malket, fortæller Klaus.

LÆS OGSÅ: 'Bagedyst'-stjerne Jasmin Gabay på landsholdet

Selvom deltagelsen var hård, så fortryder han den på ingen måde.

- Der er intet, jeg fortryder. Jeg har været tro mod mig selv. Både i forhold til min personlighed og min stil i forhold til mine kager. Jeg brugte al den tid, der overhovedet var mulig, slår Klaus fast.

LÆS OGSÅ: Vidste du det? Josefine Høgh har været med i ‘Den store bagedyst’