
Far og datter på overlevelsestur: Sov som aldrig før
Vildmarken har givet Aslak Skjøth og Rikke Dypping Jensen et helt nyt syn på hinanden og tilværelsen.
At holde kulde, blæst og regn på behørig afstand er det vigtigste for Aslak Skjøth og Rikke Dypping Jensen. Far og datter klarer sig indtil nu ganske godt efter nogle uger som deltagere i 'Alene i Vildmarken', hvor kampen om at skaffe kost er dagens dont.
– At være tilbage i hamsterhjulet, få adgang til mad og alle fornødenhederne, det er en stor kontrast, men det har været en sund oplevelse, fortæller 60-årige Aslak fra hjemmet i Brørup ved Vejen, og fortsætter:
– Vi har fået et nyt syn på tilværelsen, lært noget om organismen, og hvor meget man kan magte uden mad, siger han, og træder ind i trampolinen med børnebørnene Håkon, syv, Thora, fem og fireårige Asger, som alle tre er Rikkes børn.
LÆS OGSÅ: Reality-par afslører brug af Viagra
Artiklen fortsætter under videoen, hvor Nicolaj og Louise fortæller om det hårdeste projekt i Sommerdrømme..
Motivationen for at medvirke i programmet, der blev optaget sidste efterår, var at få en bedre relation mellem far og datter under de ekstreme forhold nord for Polarcirklen i Norge.
– Jeg har ikke haft en dårlig barndom. Mine tvillingesøstre og jeg har ikke manglet noget. For mig handlede det om at lære min far bedre at kende langt væk fra dagligdagen, siger 34-årige Rikke, der arbejder som naturvejleder, mens faren ejer smedevirksomheden ”Aquagain” med 60 ansatte.
LÆS OGSÅ: 'Kærlighed hvor kragerne vender'-deltager afslører: Jeg græd hver dag
– Den oplevelse kan ingen tage fra os. Og vores relation er blevet meget bedre, siger den autodidakte smed, der sjældent holder fri. Men ude i vildmarken var der ingen forstyrrende elektroniske medier – kun et knitrende bål at stirre på.
– Det var afslappende, og jeg fik sovet som aldrig før. Nogle gange sad vi ved bålet i syv timer i streg, hvor vi kun beskæftigede os med snakke og snitte i en pind, fortæller han, der sammen med Rikke deler lidenskaben for at gå på jagt med bue pil. De tager også gerne på shelter- og vandreture med børnene, og Rikke har også været spejder i mange år, så ophold i naturen ligger dem ikke fjernt.
LÆS OGSÅ: UHH: Sådan er Janni og Karsten med i ny dansk biograffilm
– Vi havde planlagt, hvad vores hytte skulle indeholde hjemmefra. Ly, ild og vand er det vigtigste til at holde det barske vejr i skak. At få vådt tøj var det værste, der kunne ske, fortæller parret, der overlod såvel virksomhed som børn til Rikkes mor Helle, hendes mand Kenneth og en betroet medarbejder, mens de var væk.
– Vi måtte have det hele organiseret, inden afrejsen, så vi ikke gik rundt og var urolige, fortæller deltagerne fra vildmarken, og det skal blive spændende at se, hvor længe de holder under de ekstreme forhold.