Caroline knoklede for at lære at bage: Bagte om natten

Når familien gik i seng, lånte Caroline køkkenet hos de lokale spejdere.

Som 'Den store Bagedyst’s yngste deltager bor Caroline Rigelsen stadig hjemme hos sine forældre i Hedehusene lidt udenfor København ligesom hendes storebror Max. Det gav visse problemer i forhold til at træne bagning af de avancerede kager, hun fremtryller hver uge.

Derfor lånte hun køkkenet hos de lokale spejdere, så larmen fra køkkenet ikke vækkede familien.

- Jeg var nødt til at øve om natten, og Max har værelse lige ved siden af køkkenet, og mine forældre mener, de kan høre alt ovenpå. Så derfor fik jeg lov at låne FDF’ernes køkken og en ven lånte mig en fryser, som jeg tog med, fortæller Caroline Rigelsen.

LÆS OGSÅ: Dronningens hemmelige hjælp: Passer på Alex

Så når familien gik i seng, drog hun afsted.

- Jeg har set solen stå op, mens jeg har bagt kager. Når man når dertil, at solen står op, og kagen stadig ikke sidder lige i skabet, tænker man ”OK, nu kan jeg ikke mere. Nu går jeg hjem og græder”. Jeg kom i seng klokken syv og otte om morgenen de dage, hvor man skulle aflevere opskrift, siger 19-årige Caroline.

Caroline overraskede sin mor Charlotte med sine evner. – Jeg er meget stolt af hende. Men jeg havde ingen anelse om, at hun var så god. Hun har lavet et par nytårskager, men jeg vidste ikke, hun kunne bage så godt. Hun må have en fantastisk evne til at lære af sig selv ved at kigge, for hun har ikke stået og bagt, siger Charlotte (Foto: Lars E. Andreasen)

At hun kom med i Bagedysten overraskede forældrene, for de vidste ikke, hun kunne bage så gode kager.

- Jeg har mest bagt cupcakes og lidt kager til vejfester, men når jeg bagte, var det intenst. Jeg elsker bare at se Bagedysten og har set dem allesammen. Jeg har altid tænkt, at det kunne være sjovt og at jeg skulle gøre det, hvis jeg en dag fik et sabbatår, og det fik jeg så. Det var bare en følelse af, at det kunne jeg. Jeg vidste, jeg kunne lære at bage.

LÆS OGSÅ: Så glade er de: Ulf Pilgaard viser kæresten frem

Krise over fremtiden

Hun blev færdig med gymnasiet sidste år og har taget en pause fra studierne, mens hun overvejer, hvad hun skal kaste sig over.

- Jeg har haft lidt krise de seneste par dage over, hvad jeg skal nu. Jeg skrev til Emil, at jeg manglede struktur i min hverdag og så foreslog han, at jeg begyndte til fitness, og det er jeg så begyndt på. Han lavede et træningsprogram til mig, men jeg vidste ikke, hvordan løbemaskinen virkede, siger hun og griner.

Caroline er glad for at have mødt en mand, der deler hendes intense glæde ved at bage (Foto: Privat)

Emil, som hun blev kæreste med under ”Den store bagedyst”, er så stor en del af hendes fremtidsplaner, at hun planlægger at flytte over til ham i Aarhus i det nye år.

- Jeg vil ikke afvise, at jeg skal studere på universitetet, men det bliver ikke til sommer, slår hun fast.

LÆS OGSÅ: Anne holdt tæt: Hemmelig drøm

LÆS OGSÅ: TV 2 bekræfter: Corona-smitte på 'X Factor'-holdet