Ville alle have fået en returbillet? Anne P taler ud
Anne Plejdrup blev reddet i sidste øjeblik og skulle alligevel ikke forlade 'Paradise Hotel'.
Der gik chokbølger gennem hotellets deltagere, da Sinan valgte Léa som sin partner og dermed sendte Anne Plejdrup ud af spillet. Men lige så hurtigt, som hun blev sendt ud, var hun tilbage på 'Paradise Hotel'. Anne P. var nemlig så heldig at få en returbillet.
Hermed kunne den erfarne paradisos fans ånde lettede op, og det kunne Anne P også. Men ville alle andre også have fået en returbillet, fordi det var omvendt uge på 'Paradise', eller var den mon tiltænkt lige netop Anne P, fordi produktionen ikke ønskede hende ude?
LÆS OGSÅ: Populært realitypar er gået fra hinanden… Igen
- Det ved jeg ikke, det kan jeg simpelthen ikke svare på. Men det var jo "omvendt-uge", og den der boks stod der jo til at begynde med. Om det var mig der røg ud, eller det var Léa, der røg ud, så tror jeg, det ville have samme udfald. Det tror jeg ikke, de har fiflet med, og det tror jeg generelt ikke, at de gør. Det er op til os deltagere, og hvis vi ryger ud, så kan de jo altid sende os ind i spillet igen, siger Anne til Realityportalen.
Hun tilføjer:
- Jeg ved det jo ikke. Måske er de (produktionen, red.) glade for, at det var dér, jeg røg ud, så jeg fik returbilletten, siger hun.
Hos TV3 afviser man, at spillet skulle være tilrettelagt for at holde Anne på hotellet:
- Der sidder en dygtig redaktion, som udvikler twists, temaer og gimmicks på Paradise Hotel, og sammen med en redaktør fra NENT planlægges sæsonen. Alt er planlagt, inden vi sender gæsterne ind på hotellet; vi har udtænkt rammen, som gæsterne agerer I, oplyser NENT Groups presseafdeling.
LÆS OGSÅ: Reality-babe dropper barsel: På arbejde 2 dage efter fødslen
Tænkte slet ikke på Nikolaj
Man kunne forestille sig, at Anne var ked af at sige farvel til sin 'Paradise'-flirt, Nikolaj Hvidman, da de to havde noget kørende, som kun lige var begyndt, da hun skulle tjekke ud. Men det var ikke ham, hun tænkte mest på, fastslår hun.
- Selvfølgelig er han en del af, at jeg ikke havde lyst til at forlade hotellet, men på det tidspunkt syntes jeg bare, at han var lidt sød. Det var ikke lige ham, der dukkede først op i mit hoved, siger hun.
Da Anne Plejdrup var med i 'Paradise' i 2019, fik hun den fulde oplevelse med at stå i finalen med guldkuglen i hånden. Godt nok endte det med, at Teitur snuppede 300.000 kroner, og at hun rejste hjem uden en præmie, men hun var med helt til slut.
LÆS OGSÅ: Har du undret dig: Derfor hylder Lene Beier kun andenpladsen
- Selvfølgelig er jeg denne gang 100 procent kommet tilbage for at vinde pengene, men jeg havde jo fået den fulde oplevelse første gang. Så den her gang var det også alle følelserne, der spillede ind. Det med at få lov til at komme tilbage og få lov til at få oplevelsen én gang til. Jeg var slet ikke færdig med at få den oplevelse, og jeg havde slet ikke lyst til at forlade alle de søde skønne mennesker, siger hun.
Derfor kom hendes exit alt for tidligt, og derfor blev hun så ked af det.
- Jeg tænkte bare: "Fuck, nej. Jeg skal ikke hjem fra det her hotel. De kan ikke sende mig hjem!", siger Anne, der jo så heldigvis ikke skulle sendes hjem alligevel.
- Det var da så dejligt, det var fryd i hele min krop, at jeg ikke skulle hjem. Jeg tænkte, at da Rikke trak mig tilbage, så ville jeg få lov til at tage en med i faldet eller gøre det super nederen for nogen. Men så skete der jo det bedste, det overhovedet kunne ske, fortæller hun.
LÆS OGSÅ: Efter 21 dage uden hårvask: Kæresten vil beholde krøllerne