'Vild med dans'-stjerne: Jeg havde fortjent at komme i finalen

Parret var blandt dommernes favoritter, men noget tyder på, at de ikke havde vundet seernes hjerter.

Mads og Emili kunne desværre ikke veksle en semifinaleplads til en finaleplads, og med blandede følelser måtte parret forlade ‘Vild med dans’. En fjerdeplads er nemlig en virkelig flot præstation, men det er bare så hulens tæt på en plads i finalen.

- Vi er meget ærgerlige over ikke at komme videre til finalen. Det er jo det, som vi har arbejdet og kæmpet for, men jeg er meget stolt af Emili, og det niveau som vi sammen har fået hende op på de seneste 11 uger, fortæller Mads Vad til Realityportalen.

Parret havde ikke regnet med at gå videre, men de synes, at de ligesom de andre par, havde fortjent det.

- Man kan ikke regne med noget i 'Vild med dans', men jeg vil sige, at jeg synes, at jeg havde fortjent at gå videre. Jeg har virkelig knoklet hårdt for at levere en god dans hver uge, fortæller Emili Sindlev.

Aftenens resultat viser, at man ikke kan føle sig sikker, selvom man placerer sig i toppen af skalaen hos dommerne. Man bliver nød til at have seerne ved sin side, og det haltede for Emili og Mads.

- Jeg synes også, at jeg har knoklet for at vise, at det var okay, at jeg var med i 'Vild med dans', siger Emili til Realityportalen

Influenceren nåede dog at opleve at få toppoint for sin rumba i sidste uge, hvilket meget få oplever i hver sæson. Den sejr og oplevelsen kan hun derfor tage med sig fra sin tid i 'Vild med dans'.