David og Victoria Beckham i 1999 (Foto: Getty Images)

Victoria Beckham: Det var kærlighed ved første blik

Det var kærlighed ved første blik, da Victoria Beckham mødte sin kommende mand.

De har holdt sammen i tykt og tyndt, og i juli kunne den tidligere Spice Girls-stjerne Victoria Beckham og fodboldidolet David Beckham fejre deres 17-års bryllupsdag.

Parret mødte hinanden i fodboldklubben Manchester Uniteds spillerlounge, og sangerinden faldt pladask for den nu tidligere fodboldspiller.

Det fortæller Victoria Beckham i et brev, hun har skrevet til sit 18-årige jeg, som bringes i britiske Vogues oktoberudgave.

- Kærlighed ved første blik eksisterer. Det vil ske for dig i Manchester Uniteds spillerlounge, selv om du vil blive en smule fuld, og de præcise detaljer vil være slørede, skriver hun i brevet til sit teenage-jeg.

LÆS OGSÅ: David Beckham holder konen: Jeg var heldig

Stadig vilde med hinanden efter 17 års ægteskab

I brevet forklarer tøjdesigneren, at de andre fodboldspillere straks gik i baren for at drikke med deres kammerater, mens David Beckham blev stående sammen med sin familie.

- Og han har sådan et sødt smil. Du er også tæt med din familie, og du tænker på, hvor ens I føler jer. Han vil spørge dig om dit nummer, fortsætter hun i Vogue og afslører, at gemalen har beholdt den flybillet, som hun skrev det ned på dengang.

Tøjdesigneren, som for alvor blev kendt som "Posh Spice" i pigegruppen Spice Girls, og fodboldstjernen giftede sig ved et storslået bryllup den 4. juli 1999, og i dag har parret fire børn.

Da parret i år fejrede deres bryllupsdag, var det tydeligt for enhver, at David Beckham stadig er smaskforelsket i sin kone.

- Vi har skabt fire smukke børn, og jeg kunne ikke ønske mig en mere kærlig og omsorgsfuld mor for dem. Glædelig bryllupsdag, jeg elsker dig, skrev han dengang på Instagram.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Se Christiane interviewe L.O.C., før de blev kærester

LÆS OGSÅ: Christiane: Dét plager mig under graviditeten

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.