Ulrich Thomsen: Sådan bliver jeg til Ricardo

Det er ikke nemt at spille en mand, de fleste mennesker kender og har en holdning til, men Ulrich Thomsen har en plan.

For de fleste fodboldinteresserede danskere står europamesterskabet i 1992 lysende klart. Da finalen blev spillet en lys juniaften i Sverige, var det nemlig de danske fodbolddrenge, der med træneren Richard Møller Nielsen i spidsen kunne lade sig hylde som vindere.

En fantastisk bedrift, og snart kan det hele opleves på film, når skuespilleren Ulrich Thomsen indtager rollen som den danske landstræner, der gik under kælenavnet Ricardo.

- Det er sjovt, at den historie ikke er fortalt før, for den er jo oplagt. Det er en klassisk historie om en mand, som ingen tror på, og som gør det ultimative. Og han bliver ikke engang anerkendt for det, der går lidt "dansker" i den. Det var jo først hen mod sin død, at han fik sit fortjente skulderklap. Først der kom oprejsningen, fortæller Ulrich Thomsen.

S OGSÅ: Rihanna vanskliggør ekskærestes nye forhold

Hårdt arbejde

Optagelserne til filmen går i gang til september, og inden da ligger der et stort arbejde foran skuespilleren, der skal portrættere den kendte mand på det store lærred.

- Det første, man gør er selvfølgelig at læse manuskriptet for at finde ud af, hvor man begynder i hans liv, og her er det lige omkring europamesterskabet. Derfra er det hårdt arbejde med at finde ud af, hvem han var, for han var en ret lukket person, fortæller Ulrich Thomsen, der dog har en plan.

- Jeg har været nabo til hans datter, da jeg boede i Odense, jeg kommer derfra, og det fynske ligger derfor tæt til mig. Vi har ikke rigtig kontakt i dag, men vi er venner på Facebook, så jeg har da tænkt, at jeg vil spørge hende, om hun har lyst til at fortælle lidt om ham. Filmen er jo en hyldest til ham, og jeg vil gerne gøre det så godt som muligt, fortæller Ulrich Thomsen.

- Med store personligheder ligger der også en karikatur og lurer i hjørnet, og det skal man passe på med. Man skal finde en balance, hvor man kan spille karakteren uden at kommentere for meget på den, siger han.

Det forventes, at filmen får premiere i september 2015.

LÆS OGSÅ: Britney Spears spanker realitystjerne midt i show

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.