Ulrich Thomsen: Kærlighed er det ægte mirakel
Skuespilleren tror mere på kærligheden som grundlag for mirakler, end han tror på Gud.
I Simon Stahos film "Miraklet" bliver en delvis lam kvinde, spillet af Sonja Richter, i stand til at gå igen. Ifølge hendes mand, der er præst og bliver spillet af Peter Plaugborg, er det Guds mirakel.
Men i virkeligheden er det kærligheden til en gammel flamme, den hjemvendte Jakob, der vækker hendes døde ben til live igen.
Ulrich Thomsen, der spiller Jakob i filmen, kan på sin vis godt sætte sig ind i hvordan, det kan være. I hvert fald tror han mere på kærligheden som grundlag for mirakler, end han tror på Gud.
- Kærligheden er på et eller andet plan et mirakel, det er jo noget uforklarligt noget. Historien er bundet op på en præst, der tror, at Gud kan skabe mirakler, og på den måde er det, som jeg ser det, en kommentar om, at kærligheden findes mellem mennesker og ikke i et gudebillede, siger Ulrich Thomsen og uddyber:
- At den rigtige kærlighed findes her og nu på jorden mellem mennesker, og at det andet er noget trylleri og hokuspokus, hvilket jeg på mange måder er enig i, siger Ulrich Thomsen.
LÆS OGSÅ: Bieber står bag endnu en racistisk video
Kan godt sætte sig ind i det
Filmen foregår i begyndelsen af 70'erne i et lille samfund, hvor folk samles i kirken hver søndag til prædiken. Det er ikke noget, Ulrich Thomsen selv har dyrket, selvom han godt kan sætte sig ind i, hvorfor folk gerne vil tro.
- Jeg er ikke religiøs på nogen måde. Jeg forstår da godt, at folk kan finde en eller anden form for behag i at tro på et gudebillede, og der er jo mange forskellige at tro på. Jeg er selv blevet introduceret til mange forskellige trosretninger, men jeg har aldrig haft lyst til at tro på noget gudebillede. Jeg har altid synes, det var noget vrøvl, hvilket det jo også er, siger Ulrich Thomsen.
- Hvis man tager udgangspunkt i biblen, så er der da bestemt mange gode ting, der bliver sagt, men hvis man skal tro på at jorden er 5000 år gammel og at der var en mand, der kunne gå på vandet, så er man jo lidt langt ude. Men folk må leve deres liv som de vil. Jeg tror bestemt - ligesom i filmen - at det ægte mirakel, det sker mellem to mennesker, siger han.
"Miraklet" kan ses i biografer landet over.
LÆS OGSÅ: Hun er sexbombe nummer 1
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.