Ugens 'Topmodel'-gæstedommer: Camilla Vest
Den danske supermodel Camilla Vest er ikke den bløde gæstedommer. Hun kan se gennem usikkerhed og lære pigerne om den hårde modebranche.
Camilla Vest er til dagligt bosat i New York, men har taget turen til Danmark for at være gæstedommer i 'Danmarks næste Topmodel', hvor hun også har brugt tid på at lære pigerne at kende. Hun har 20 års erfaring som model og har blandt andet været på forsiden af danske Euroman i 2011.
Hvad kan du bidrage med?
- Jeg har en helt masse erfaring, som gør at pigerne kan få svar på nogle spørgsmål om branchen. Alle os dommere kan spotte en god pige, men jeg tror, at jeg har en fordel ved selv at have været der, hvor pigerne er nu. Jeg kan se forskel på, om en pige er nervøs, eller om hun er usikker på sig selv.
Hvilke egenskaber skal en topmodel besidde?
- Hun skal selvfølgelig have særlige kvaliteter i forhold til hendes udseende. Hendes proportioner skal være sammenhængende, hun skal naturligvis være fotogen, og så er det rigtig vigtigt, at hun kan skabe en 'wauw'-effekt, når hun kommer ind i et rum. Rent personlighedsmæssigt er det også vigtigt, at hun har en stærk psyke. Det er altså en hård branche, og man skal kunne tåle nederlag og bevare sin ydmyghed.
Hvordan har du det med at knuse drømmen for nogle af pigerne?
- Jamen, det har jeg det egentligt fint med. Men jeg synes også, at det er vigtigt, at pigerne ved, at det her ikke behøver at være enden på drømmen. Mange af pigerne har en fascination af branchen, men kender ikke særlig meget til den endnu. De skal vide, at det er en branche, hvor man får mange afslag, og det skal de ikke lade sig slå ud af. Jeg tror også sagtens, at nogle af pigerne kan blive gode modeller, selvom de ikke vinder 'Danmarks Næste Topmodel'. De har måske bare brug for mere tid end den periode, vi har at gøre godt med.
Se første afsnit af 'Danmarks næse Topmodel' i aften på Kanal 4 kl. 20.00.
LÆS OGSÅ: Caroline Fleming udvider sit imperium
Husk, at pigernes blå bøger vil være tilgængelige gennem hele sæsonen lige her.
Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser