Teitur inden landsretten: Har skiftet advokat

Teitur har både fået ny forsvarer og er flyttet til Jylland.

Da der den 25. maj faldt dom i sagen, hvor Teitur Skoubo var tiltalt for voldtægt, og Teitur blev dømt 2,5 års fængsel, ankede hans advokat Rasmus Sølberg dommen på stedet. Sagen havde kørt over to dage i byretten i Odense. Teitur blev dømt og skulle starte sin afsoning med det samme, men han fastholdt, at han var uskyldig.

LÆS OGSÅ: Teitur dømt skyldig og sendt direkte i fængsel

Forsvareren Rasmus Sølberg protesterede også imod dommerens beslutning om straksfængsling, mens hans assistent, den tidligere 'Paradise Hotel'-deltager Pernille Nygaard, forsikrede sig hos retsbetjentene om, at hans familie måtte sige farvel, inden han skulle tjekke ind i Odense Arrest.

Om mindre end to uger starter sagen så igen. Denne gang er det i landsretten, men selvom Teitur i retten i Odense anerkendte sin forsvarers indsats til trods for udfaldet, så er det altså alligevel en ny forsvarer, der vil stå ved hans side i landsretten. Og det er der en god grund til.

LÆS OGSÅ: Teitur om voldtægtsanklage: Enhver mands mareridt

- Jeg har ikke møderet, så jeg kan ikke møde. Vi anbefalede Mette Grith Stage. Hun satte Nikolaj Berg til det, fortæller Rasmus Sølberg kortfattet til Realityportalen.

Møderet er retten til at føre sager i retten. I Danmark er reglerne sådan, at enhver beskikket advokat har møderet i byretterne. Møderet for landsretterne er betinget af beståelse af udførte prøvesager, og for at få møderet ved Højesteret skal man have haft fem år som advokat med møderet for landsretten samt en erklæring fra landsretten om, at advokaten er øvet i procedure.

Ikke noget nyt i sagen

Overfor Realityportalen og HER&NU bekræfter Teiturs nye forsvarer, at det er ham, der har overtaget sagen.

- Det er korrekt, at jeg er blevet beskikket som forsvarer for Teitur under ankesagen. Der er ikke kommet nyt til siden byretssagen. Det er så at sige de samme beviser, som var tilgængelige under byrettens behandling, som vil blive anvendt ved landsrettens behandling af sagen, fortæller Nicolai Berg.

LÆS OGSÅ: Teiturs familie smidt ud af retten

Teitur fastholder sin uskyld

Umiddelbart efter byrettens dom blev Teitur ført til arresten i Odense. Her befinder han sig dog ikke længere.

- Han er blevet flyttet til Vejle Arrest. Jeg er ikke bekendt med, om han ønskede overflytning til Vejle, men det er meget almindeligt i en sag af denne type at placere arrestanter i Vejle Arrest, fortæller hans nye forsvarer og fastslår desuden, at Teitur ser lyst på ankesagen:

LÆS OGSÅ: FÅ DET FULDE OVERBLIK over Teiturs retssag her

- Min klient er fattet og grundlæggende optimistisk, idet han fastholder sin uskyld og håber på, at landsretten vurderer sagen anderledes end byretten, slutter han.

Det er mandag den 23. oktober, at sagen mod Teitur starter i landsretten.

LÆS OGSÅ: Alt om Teitur: Den sjove festabe med stort temperament

LÆS OGSÅ: Teiturs forklaring i retten: Aldrig følt så meget uretfærdighed