(Foto: MTV)

'Teen Mom'-stjerne knust: Kæresten var utro med bedste veninde

Den unge mor var knust, da hun fandt ud af, at kæresten havde været sammen med veninden dagen før frieriet.

Vi skulle ikke langt hen i den helt nye serie 'Teen Mom UK', før der for alvor var drama i stor stil. Allerede i første afsnit, der i går blev sendt på dansk tv, gik det vildt for sig hos en af de engelske unge mødre.

For 17-årige Megan Salmon Ferrari blev drømmen om en kernefamilie nemlig knust. Kort tid efter kæresten Dylan, der er far til sønnen Mckenzie, havde været på knæ, fandt hun nemlig ud af, at han dagen før frieriet havde været hende utro.

Dylan og Megan har sammen sønnen Mckenzie. (Foto: MTV)

- Vi har kun været forlovet i et par uger, men jeg tror, at det er helt slut for mig og Dylan. Han var sammen med min tidligere bedste veninde - hun var min bedste veninde, men det er hun ikke mere.

- Så nu har jeg ikke længere min ring på, fordi jeg tænker: "Hvad er meningen med det?". Hvordan kan du være sammen med min bedste veninde i vores bil, dagen før du spurgte, om jeg ville gifte mig med dig, sagde den unge mor i programmet, mens hun brød ud i gråd.

LÆS OGSÅ: ‘De unge mødre’ rykker til England: Her er deltagerne

Flyttede fra campingvogn

Glæden var ellers stor hos den unge mor tidligere i afsnittet. Her fortalte hun om, hvor glad hun var for kæresten og parrets søn, og hvordan hun generelt bare var lykkelig for sit liv - selv om parret også havde problemer. Men det ændrede sig hurtigt.

- Jeg elsker Dylan. Jeg elsker ham så meget, og det gør bare ondt, at han kunne finde på at gøre sådan noget og ødelægge alt det, vi har sammen, og alt det vi har været igennem sammen, fortsatte hun.

Dylan og Megan havde været kærester i to år, inden han havde besluttet sig for at gå på knæ. Parret boede sammen i en campingvogn i haven hos Dylans forældre, men Megan besluttede sig for at flytte ud og hjem til sin mor og stedfar, da hun opdagede kærestens utroskab.

Tiden vil vise, om Megan tilgiver Dylan og flytter sammen med ham igen, men udsigterne er ikke lyse, og hun sluttede afsnittet af med at slå fast, hun både hadede ham og veninden.

Du kan følge med i livet hos Megan og de andre unge mødre hver tirsdag klokken 19:50 på MTV.

LÆS OGSÅ: Stort drama: ‘Teen Mom’-deltagere i slagsmål under optagelser

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.